Aktuelt værk: Sameproblemet

Citat
”Det er majoritetens privilegium at råbe uden at blive beskyldt for aggressivitet. Minoriteten skal altid sørge for at tale med lavere stemme, hvis den vil blive hørt. (…) I studiegrupper og andre sammenhænge under min uddannelse i Norge fik jeg så mange gange det samme råd: Lad være med at tale om det, og hvis du vil tale om det, så brug en venligere tone. Det var lettere at lade være.”
”Sameproblemet”, s. 273.

I 2024 udkom ”Sameproblemet” (”Sameproblemet”, 2025), der er Kathrine Nedrejords sjette roman til voksne. Hun benytter sig igen af en hovedperson, der er flyttet til Paris og rejser tilbage til Norge. Denne gang hedder hovedpersonen Márjá, og hun er nybagt mor. Da hun får besked om, at hendes áhkku, hendes mormor, er død, rejser hun fra sit lille barn tilbage til Márkannjárga i Sápmi for at deltage i begravelsen. Det er kun nogle få dage, men det sætter gang i en tidsrejse, der minder hende om hele hendes barndom og opvækst, og alle de ting hun har hørt fra sin áhkku om at vokse op. Det bliver et rasende ridt tilbage i generationerne, hvor alt hvad Márjá rører ved, dufter eller ser, kan aktivere hendes erindringer og føre hende tilbage i tiden.

142483173

Márjá er freelancejournalist og aspirerende forfatter. Kort inden hendes áhkkus død havde hun opsøgt en forlægger, som gerne ville læse det manuskript, hun havde skrevet. Men lige inden hun tager afsted, får Márjá et forundret afslag. Forlæggeren havde forventet, at det ville handle om at være samisk, når det nu er den, hun er. Følelsen af ikke at leve op til en bestemt måde at være same på, er, sammen med tabet af mormoren og det at være nybagt mor, den perfekte cocktail til at sætte gang i et identitetsoptrævlende arbejde for hende.

Nedrejord får udstillet skammen, og hvordan den rykker rundt i alle lagene, de personlige og psykologiske, og også de politiske og strukturelle. Fornorskningspolitikken, der fik samerne til at skamme sig over deres ophav. Den nedarvede skam over at være same, som binder dobbelt, fordi man heller ikke er en ”rigtig” same, hvis man ikke taler sproget. Noget, mange ikke gør, fordi de aldrig har haft det i skolen.

Den slags hænger fast i alt. F.eks. bliver det, der skulle have været et lykkeligt minde for Márjá om hendes første forelskelse iblandet sorgfuldt raseri, idet forelskelsens objekt, Even, giver udtryk for nogle mildest talt racistiske holdninger til ”fjeldfinner”. 

Nedrejord skriver med erindringens nærhed om alle disse scener, små og store, der i løbet af et liv akkumulerer sig i kroppen og sindet. Det er en præcis og nødvendig kortlægning af en moderne sames eksistens.