”På min huds sorthed” (2021) er Aaiún Nins debut. Det er en digtsamling, der består af digte uden titel, hvoraf størstedelen er kortere af længde. Med andre ord en rimelig klassisk digtsamling, der i alt udgør omkring 100 sider. Digtene fremskriver med stor intensitet temaer om hjem, sorg, krop, sex, kærlighed og ikke mindst venskab.
39498553
Nin skriver på engelsk og kan også sprogligt siges at være en eksilforfatter. Portugisisk er det sprog, de er vokset op med i Angola. Det sprog, der blev indført af kolonimagten, der samtidig udslettede forholdet til de oprindelige sprog. På mange måder kan man kalde Nin for en hjemløs digter eller en eksildigter, og det er også det, deres digte handler om. De handler både om at være rodløs og at skabe forbindelser, der hvor man befinder sig. Det sker hovedsageligt ved digtenes markante forhold til det kropslige. Som citeret ovenfor kalder digteren, i mangel på et geografisk hjem, kroppen sit hjem. Der findes også et fællesskab i bogen, en henvendelse, som bogen indledes med. De første linjer lyder: ”Hvis vi mødes på den her vej/ på dette støvede, flygtige sted/ et sted mellem ly og afvisning/ er vi langt hjemmefra” (s. 5).
Et vi, men også en slags invitation ind i dette fællesskab, der opstår, når man er flygtning, hvor også stederne er flygtige, og hvor man sammen med digteren kan være med til at ”opfinde et nyt sprog” (s. 5). Et sammenhold og et fællesskab der opstår, netop fordi undertrykkelsen er så stærk. Som asylansøger, som queer, som sort, som afrikaner; undertrykkelsen tager mange former, men skaber også et modtryk, en modstand.
Nins forhold til hjemlandet fylder meget i bogen. Der er mange digte med kraftfulde sansninger fra netop hjemlandet. I et digt skriver de om en chilisauce, faktisk skriver de en slags opskrift på en chilisauce, som på en måde bliver en erstatning for det hjem, der er mistet. Fordi det er den slags mad, man kun kan lære at lave af en slægtning, det er ikke mad, der kan produceres i industrien. Det er en chili, der får hvide mennesker til at hoste: ”en fortsættelse af historien/ det er modstand / opretholdelse/ som bringer os fremad/ en fejring af identitet” (s. 86).