Aaiún Nin

Aaiún Nin er født i 1991 i Luanda i Angola og bruger de kønsneutrale pronominer de/dem. De beskriver sig selv som en hjemløs digter. De måtte flygte fra Angola, fordi de er lesbisk og frygtede forfølgelse. I 2021 debuterede de som digter i Danmark med bogen ”På min huds sorthed”, som er skrevet på engelsk og oversat til dansk af Mette Moestrup. Samme år blev Nin deporteret, fordi de havde fået afslag på deres asylsag. De blev tildelt et ICORN-ophold i Polen og har siden været bosat i Bern i Schweiz. I 2025 udkom deres anden digtsamling ”Se!” i Danmark.

I digtene bliver hjemlandet beskrevet flertydigt. Det er både savn til de konkrete ting som duftene og maden, men det er også beskrevet som et brutalt sted, hvor jeget i digtene bliver udsat for seksuelle overgreb. Samtidig er hjemmet også et sted, der i sig selv har været udsat for kolonialismens vold, som både har udslettet sprog og udvundet ressourcer. Om det komplekse forhold til spørgsmålet om hjem siger Nin i et interview: ”Jeg føler, at kroppen er det eneste hjem, jeg har tilbage nu. Udforskningen af forskellige former for selvskade og stofmisbrug afspejler mit forhold til hjem: Hjem er noget, der hele tiden veksler mellem at være et sted for ly, omsorg og kærlighed. Samtidig er hjem også noget, der i kraft af forskellige oplevelser og vilkår er blevet udnyttet og ødelagt.” (Laura Priyanka: ”Jeg leder stadig efter et hjem, mit hjem”. Flere.nu, uden dato).

Nin er en hjemløs digter, en eksildigter, der er tvunget ud i rodløshed og asyl. Om at udkomme i Danmark som det første land fortæller Nin i et andet interview. ”[N]år du er en forfatter fra en minoritetsgruppe, som ikke nødvendigvis får tilbudt nogen som helst platform, så tager du, hvad du kan få. Alene det at udtrykke sine følelser er et stort privilegium […] Mange af samlingens senere digte er skrevet, efter min asylansøgning er blevet afvist, og jeg kan godt tænke… ’Hvor er stemmerne fra alle de her andre mennesker, som har haft det her i deres liv.’” (Amalie Langballe: Aaiún Nin vil faktisk bare gerne have, at du forstår, at hun også er et menneske. Eurowoman nr. 284, 2021).

Aaiún Nins anden digtsamling, ”Se!” fra 2025, lægger sig i direkte forlængelse af deres første. Ligesom i den skriver Nin også et meget direkte og ligefremt sprog. De fremskriver kraftfulde og levende billeder. Og ligesom i debuten er de fremherskende tematikker flygtninge, eksil, hjem, krop, queerness og sex.

141222597

Nin skriver meget om lidelse, om en verden hvor lidelse er i centrum. Flygtninge der dør i Middelhavet, racismens konsekvenser. Men ved siden af lidelsen, som en slags modvægt, findes liderligheden, den liderlige kvinde, der giver os et billede af overlevelse, der også indeholder nydelse. Så meget desto mere, fordi det også er Nins queer-identitet, der gjorde, at det var nødvendigt for dem at flygte fra deres hjemland i sin tid.

I denne anden bog fylder emner som traumer, overgreb og depression mere. Man fornemmer et indadvendt, næsten terapeutisk arbejde finde sted i digtene. De handler ikke om at skrive sig fri af begivenhederne, men snarere at smadre den hemmeligholdelse, som fører til skam. Ved at skrive disse ting frem er det, som om de også sættes fri.

Der er mange situationer, hvor vi i erindringer om opvæksten følger barnets perspektiv. Minderne bliver til en slags følelsesrum, og det barnlige perspektiv skrives frem med en stor omsorg. I et digt skal jeget tage afsked med sin far, fordi de skal flygte fra Angola, og farens formaning om ikke at græde bliver af barnet forstået som vrede, men den voksne digter forstår også farens sorg og får derfor lagt nye dimensioner til sin egen. Det er ikke heling, men der kan siges at være tale om personlig udvikling. 

Mod slutningen af bogen findes et digt om en elsket ven, som har hjulpet Nin med overhovedet at kunne være i mange af de svære situationer, de har befundet sig i, i årene som asylansøger i Danmark og nu Schweiz. Et stærkt signal om den kraft, venskabet også kan være, når man f.eks. har mistet sin familie og derfor er tvunget til at skabe sin egen. En erfaring som har lige så meget at gøre med at være queer som med at være flygtning.