Aaiún Nins anden digtsamling, ”Se!” fra 2025, lægger sig i direkte forlængelse af deres første. Ligesom i den skriver Nin også et meget direkte og ligefremt sprog. De fremskriver kraftfulde og levende billeder. Og ligesom i debuten er de fremherskende tematikker flygtninge, eksil, hjem, krop, queerness og sex.
141222597
Nin skriver meget om lidelse, om en verden hvor lidelse er i centrum. Flygtninge der dør i Middelhavet, racismens konsekvenser. Men ved siden af lidelsen, som en slags modvægt, findes liderligheden, den liderlige kvinde, der giver os et billede af overlevelse, der også indeholder nydelse. Så meget desto mere, fordi det også er Nins queer-identitet, der gjorde, at det var nødvendigt for dem at flygte fra deres hjemland i sin tid.
I denne anden bog fylder emner som traumer, overgreb og depression mere. Man fornemmer et indadvendt, næsten terapeutisk arbejde finde sted i digtene. De handler ikke om at skrive sig fri af begivenhederne, men snarere at smadre den hemmeligholdelse, som fører til skam. Ved at skrive disse ting frem er det, som om de også sættes fri.
Der er mange situationer, hvor vi i erindringer om opvæksten følger barnets perspektiv. Minderne bliver til en slags følelsesrum, og det barnlige perspektiv skrives frem med en stor omsorg. I et digt skal jeget tage afsked med sin far, fordi de skal flygte fra Angola, og farens formaning om ikke at græde bliver af barnet forstået som vrede, men den voksne digter forstår også farens sorg og får derfor lagt nye dimensioner til sin egen. Det er ikke heling, men der kan siges at være tale om personlig udvikling.
Mod slutningen af bogen findes et digt om en elsket ven, som har hjulpet Nin med overhovedet at kunne være i mange af de svære situationer, de har befundet sig i, i årene som asylansøger i Danmark og nu Schweiz. Et stærkt signal om den kraft, venskabet også kan være, når man f.eks. har mistet sin familie og derfor er tvunget til at skabe sin egen. En erfaring som har lige så meget at gøre med at være queer som med at være flygtning.