I ”Tuen” stiller Annika Norlin skarpt på en tendens blandt mange byboer til at længes efter en simpel og offline hverdag. Romanen viser et mere bæredygtigt alternativ til det liv, de fleste lever – om end det er et alternativ af den mere ekstreme slags. De syv i skoven har opbygget deres egne regler for at kunne leve sammen og klare sig uden hjælp fra andre og uden at tage mere fra naturen, end de har brug for. Hver har de deres opgave, og de daglige gøremål er omhyggeligt fordelt mellem dem. Det er et enkelt og idealistisk liv, hvor de bestræber sig på at sætte naturen først, men det idealistiske har også sine omkostninger. Hvordan påvirker det eksempelvis et barn at vokse op uden kontakt til jævnaldrende eller andre mennesker i det hele taget og uden mulighed for at gå i skole? Det er en af de problematikker, romanen behandler.
Frem for alt er ”Tuen” et slags laboratoriestudie i gruppedynamikker – en fortælling om, hvordan en lille gruppe mennesker navigerer, hvis de er uden kontakt til andre over tid. De finder hurtigt ind i mønstre, baseret på de mest fremtrædende personlighedstræk hos hinanden. Romanen sætter fokus på, hvordan de mønstre opstår. Sara bliver eksempelvis hurtigt udpeget til at lede Tuen. Hun tager rollen på sig, ikke fordi hun vil, men fordi det er et tilbagevendende tema i hendes liv, at folk forventer, at hun tager lederskabet på sig. De andre går med, for det gør mennesker, når deres udvalgte leder sætter en kurs.
Selv siger Norlin, at hun er fascineret af kvinder som Sara, der udstråler styrke og handlekraft og derfor ofte bliver udpeget som leder: ”Jeg var interesseret i, hvad der sker med sådan en person - kommer de til en konklusion efter noget tid, hvor de tænker, ok måske bliver jeg nødt til at være leder, fordi det er det, alle andre forventer af mig.” (Marie Nyeng: Annika Norlin er med på en lytter - både som musiker og som forfatter. Fine Spind, 2025-09-12). For Sara i ”Tuen” er det netop, hvad der sker.