Annika Norlin

Annika Norlin er født i 1977 i byen Östersund i Jämtland, Sverige. I hjemlandet er hun primært kendt som musiker og sangskriver. Siden 2005 har hun udgivet musik både i eget navn og med sine bands Hello Saferide og Säkert! Hun har vundet flere svenske Grammi-priser for sin indiepop og sine sangtekster, der ofte tager udgangspunkt i egne oplevelser og blander alvor med humor.

I 2020 debuterede hun som forfatter med novellesamlingen ”Jag ser alt du gör”, men det er med ”Tuen” fra 2025 (”Stacken”, 2023), hun har fået sit gennembrud hos læserne, både i og udenfor Sverige.

Ligesom karakteren Emelie fra ”Tuen” arbejdede Annika Norlin i en årrække som journalist i Stockholm med løse ansættelser og et højt arbejdstempo på nyhedsredaktionerne. Det var ikke godt for hende, fortæller hun: ”Der skal man have rundsave på albuerne og være den første, der stiller det hårde kritiske spørgsmål. Og det er bare slet ikke mig, jeg er sådan en tilbageholdende person, så det var virkelig ikke et godt job for mig.” (Marie Nyeng: Annika Norlin er med på en lytter - både som musiker og som forfatter. Fine Spind, 2025-09-12).

Løsningen for Norlin blev ikke – som for Emelie – at flygte ud i skoven. Derimod flyttede hun sidst i 00’erne til Umeå i Nordsverige, hvor det var billigere at bo, og hvor hun havde råd til at læse psykologi sideløbende med sin musikkarriere. Her blev hun frem til 2024.

Idéen til gennembrudsværket ”Tuen”, hvori en gruppe mennesker har organiseret sig væk fra civilisationen og lever som myrer i en tue, udspringer af Norlins interesse for at observere og lytte i smug til andre mennesker. Som barn gad hun ikke opholde sig i naturen: ”For der var jo ikke nogen mennesker at kigge på, så det var spild af tid. Jeg elsker mennesker.” (Birgitte Kjær: Hvad stiller man op, hvis man bliver set som en leder? Politiken, 2025-04-15).

Myrerne har hun det mere anspændt med. I samme Politiken-interview fortæller hun om en episode, hvor hendes køkken blev invaderet af myrer: ”Det var først der, det gik op for mig, at myrer hænger sammen, nærmest som om de er én krop, én organisme, samtidig med at de er inddelt i dronning, droner, arbejdere.”

Annika Norlin bor i dag i Stockholm med sin familie. For ”Tuen” har hun modtaget Sveriges Radios Romanpris, 2024 og avisen VI:s Litteraturpris, 2024.

Annika Norlin romandebuterede med ”Stacken” i 2023 (”Tuen”, 2025). Syv mennesker er flyttet sammen på et husmandssted i de svenske skove. De startede to, men med årene kom flere til. Nogle er på flugt fra politi og sociale myndigheder, andre ville bare væk fra hverdagen. Her i skoven lever de som myrer i en tue, og med tiden er det også sådan, de begynder at omtale sig selv. De er blevet til Tuen. Sara er dronningen. Hun udstråler lederskab, og de andre føjer hende. Sagne har baggrund som naturforsker. Det er fra hende, gruppen har al viden om, hvordan myrer organiserer sig. Samlet set udgør de et mikrokosmos. Målet er at leve et liv, hvor de ikke gør skade på naturen.

140346152

Året er 2023. Tuen har eksisteret i femten år, da journalisten Emelie får øje på dem fra sit telt. Hun har camperet i skoven et stykke tid efter et stressnedbrud og kan nu iagttage, hvordan de syv bader og synger sammen og takker naturen, når de tager fra den. Hun begynder at skrive om dem i sin notesbog: ”Hvem var de? Hvorfor takkede de snobrød? Hvad var deres forbindelse til hinanden?” (s. 8). Med tiden bliver Emelie lukket ind i Tuen, og hun mærker, at det er et fællesskab, hun gerne vil være del af. Men hver gang gruppen udvides, forskydes en magtbalance, og intriger blusser op. En dag overfaldes Sara af en bjørn i skoven, og en ny situation opstår. Hvad gør Tuen uden sin dronning?

”Tuen” er et studie i menneskelig interaktion og sætter blandt andet spørgsmålstegn ved, hvorfor vi indretter os, som vi gør? Hvilke omkostninger har det at leve isoleret fra resten af samfundet? Og er det muligt for mennesker at leve som myrer?

Romanen har et nutidsspor bestående af Emelies dagbogsnotater. Nutidssporet strækker sig over få uger i sensommeren 2023. Imellem Emelies notekapitler udfoldes historien om Tuens tilblivelse, helt tilbage fra 1990’erne og frem til nu. I dette fortællespor følger man gruppens medlemmer på skift. En del kapitler om livet i skoven er fortalt af et ’de’, der dækker over hele Tuen.

Romanen indeholder også en række noter skrevet i førsteperson af teenageren Låke, der er Tuens yngste medlem. Låke har levet hele sit liv i skoven og har aldrig haft kontakt til andre end de seks øvrige i Tuen. Hans noter overfor Emelies udstiller forskellen på de to. Deres måde at være i verden på er vidt forskellige.