camilla stockmarr
Foto: Robin Skjoldborg

Camilla Stockmarr

Artikel type
voksne
cand.mag. Line Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
camilla stockmarr
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Stockmarr, Camilla
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Camilla Stockmarr blev i 2012 tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat med den begrundelse, at hun i sin seneste roman ”Udflytterne” (2012) markerede sig som en ‘stilsikker historiefortæller’. Og netop fortælleglæde og en sproglig stilbevidsthed kendetegner Stockmarrs forfatterskab, hvor familien og det umage par ‘drøm/ideal og virkelighed’ ofte er i søgelyset. Bibliografien tæller indtil videre tre bøger, der rige på skæbnefortællinger og erfaring, vidner om en forfatter, der udover at skrive på fantasien, også skriver på levet liv.

 

51054970

Blå bog

Født: 8. maj 1966 i København.

Uddannelse: Ingen. Har bl.a. arbejdet som antikvarboghandler i Paris og som rengøringsassistent, før hun begyndte at skrive professionelt.

Debut: I det skjulte. Samleren, 2000.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2012.

Seneste udgivelse: Den anden bred. Samleren, 2014. Roman.

Inspiration: Dorris Lessing, Kerstin Ekman, Charles Bukowski og Per Petterson.

 

 

 

 

Baggrund

”Hun gør mig så flintrende arrig. Hvad helvede skal hun blande sig i mit liv for på den måde. Med rengøringshjælp og dagcenter. Fordi man ikke er til stearin i sølvstager og rokokopuder, og for fanden hvor er det hele dog lækkert.”
”Noras tredje alder”, s. 261.

Camilla Stockmarr er født og opvokset i København og bor i dag på Østerbro. Hun har ingen uddannelse på papiret, men har til gengæld bestredet job i mange afskygninger og har boet i store dele af verden, f.eks. i New York, Israel og i Paris, hvor hun i perioder boede i den engelske boghandel Shakespeare & Co – og i Sverige, hvor hendes seneste roman udspiller sig.

Stockmarr har tre børn, og begyndte at skrive i 1990’erne, da hun blev mor for første gang. I 1995 og 1998 debuterede hun i Danmarks Radio med noveller, som hun efter eget udsagn havde fået afslag fra Forfatterskolen på (jf. www.camillastockmarr.dk). I 2000 udkom hun i bogform på Samlerens Forlag med novellesamlingen ”I det skjulte”, hvor også DR-novellerne indgik. Samtlige tekster i bogen er – på nær en enkelt med fantastiske elementer – forankret i realismen og behandler forholdet mellem mennesker.

Det er et særtræk, der også ses i Stockmarrs første roman “Noras tredje alder” fra 2004, hvor læseren kommer ganske tæt på antikvarboghandleren Nora og hendes to voksne børn. De tre familiemedlemmer fortæller fra forskellig synsvinkel om deres indbyrdes – og ofte knudrede – relationer til hinanden. Om deres liv, som de drømte det skulle blive, og om, hvordan det er blevet. De nære portrætter er fortalt med ofte grotesk-humoristiske øjebliksbilleder, psykologisk indsigt og i samme stilfærdige tone og tempo, der kendetegner romanen ”Udflytterne” fra 2012, som desuden var anslagsgivende til, at Stockmarr samme år fik tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

”Udflytterne” udspiller sig i 1970’erne, det vil sige, en tid hvor forfatteren selv var ung. I et interview på Bogforum i 2012 blev hun spurgt om valget af netop dette årti til at sætte rammen for hendes fortælling, og hun svarede sådan her: ”Jeg synes, det var en meget kraftfuld tid (…). Jeg låner lidt af den tidsånds energi. (…). Nu foregår den i 70’erne, den kunne have været foregået nu, eller den kunne have været foregået i 50’erne, det ville have været samme historie.” (Camilla Stockmarr på BogForum, www.youtube.com/watch?v=kt-A2jbkYXQ).

Med disse ord understreger Stockmarr det almenmenneskelige aspekt, plus de universelle temaer, der er på færde i fortællingen om familien fra København, der drømmer om at skabe sig et nyt liv i Sverige.

 

I det skjulte

”Jeg tænker på om jeg slet ikke er blevet fotograferet hele året, eller om billederne bare ikke er kommet med. Det er ikke ondt ment. Det er ikke noget hun har tænkt over, da hun lavede albummet. Det er ikke for at såre mig. Det er værre.”
”Gaven”, ”I det skjulte”, s. 125.

Camilla Stockmarrs første bogudgivelse ”I det skjulte” (2000) består af otte længere noveller, der fremstår som selvstændige fortællinger, men ikke desto mindre med visse essentielle fællestræk. Selvom de foregår i vidt forskellige miljøer, forskellige steder i verden, blandt forskellige køn og aldersgrupper, så beskriver samtlige noveller møder og relationer mellem mennesker.

Også bogens titel peger på en fælles tematik, nemlig det uforståelige og det usagte, der ofte støjer i familier og venskaber. Eller som i åbningsnovellen ”Blafferen”, hvor det usagte i høj grad befinder sig imellem den kvindelige jeg-fortæller og læseren. Først på de sidste sider bliver læseren klar over, at fortælleren ikke blot er en kvinde, der ’blafrer’ fra sted til sted, men også er en lykkejæger, der lever på den ældre rigmand Adonis’ velgørenhed. Da han løber tør for formue, går hun aktivt ind i sagen, frarøver en juveler hans dyre smykker og flygter med Adonis på bedste Bonnie og Clyde-manér.

23189003

I novellen ”Stenen” indgår bogens eneste magiske element, nemlig stenen, hvis dybe revne skræmmer en drengegruppe. Rygtet siger, at går man igennem revnen, suger den sjælen til sig, og man vil stå på den anden side med et sind som en nyfødt. Drengen David går igennem revnen – og bagefter er både stenen og drengegruppen væk. Dette kan læses som et overgangsritual, men er ganske konkret i teksten.

Novellen ”Katrines barn” bærer i titlen samme ambivalens, som kommer til udtryk i historien. Her fortæller skiftevis Katrine og Anna om deres komplicerede forhold. Katrine er gift med Torvald, der får et barn med en fremmed kvinde. Da moren dør, flytter datteren Anna hjem til Katrine og Torvald – der ikke selv har fået børn. Med tilbageblik fortæller kvinderne om en relation, der er fyldt med blandede og usagte følelser.

Samlingens yderligere fem noveller beskriver forløsende og foruroligende relationer mellem venner, søstre, ægtepar – og fremmede. Fortællestilen er klassisk berettende og associativ. Fortælleren får mange afstikkende erindringer undervejs om hændelser – ofte pudsige af slagsen – der ikke har direkte relevans for historierne, men som skaber et livligt univers af anekdoter og mangfoldighed.