camilla stockmarr
Foto: Robin Skjoldborg

Camilla Stockmarr

cand.mag. Line Rasmussen, iBureauet/Dagbladet Information. 2013.
Top image group
camilla stockmarr
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Stockmarr, Camilla
Foto: Robin Skjoldborg

Indledning

Camilla Stockmarr blev i 2012 tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat med den begrundelse, at hun i sin seneste roman ”Udflytterne” (2012) markerede sig som en ‘stilsikker historiefortæller’. Og netop fortælleglæde og en sproglig stilbevidsthed kendetegner Stockmarrs forfatterskab, hvor familien og det umage par ‘drøm/ideal og virkelighed’ ofte er i søgelyset. Bibliografien tæller indtil videre tre bøger, der rige på skæbnefortællinger og erfaring, vidner om en forfatter, der udover at skrive på fantasien, også skriver på levet liv.

 

51054970

Blå bog

Født: 8. maj 1966 i København.

Uddannelse: Ingen. Har bl.a. arbejdet som antikvarboghandler i Paris og som rengøringsassistent, før hun begyndte at skrive professionelt.

Debut: I det skjulte. Samleren, 2000.

Litteraturpriser: Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat i 2012.

Seneste udgivelse: Den anden bred. Samleren, 2014. Roman.

Inspiration: Dorris Lessing, Kerstin Ekman, Charles Bukowski og Per Petterson.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Hun gør mig så flintrende arrig. Hvad helvede skal hun blande sig i mit liv for på den måde. Med rengøringshjælp og dagcenter. Fordi man ikke er til stearin i sølvstager og rokokopuder, og for fanden hvor er det hele dog lækkert.”
”Noras tredje alder”, s. 261.

Camilla Stockmarr er født og opvokset i København og bor i dag på Østerbro. Hun har ingen uddannelse på papiret, men har til gengæld bestredet job i mange afskygninger og har boet i store dele af verden, f.eks. i New York, Israel og i Paris, hvor hun i perioder boede i den engelske boghandel Shakespeare & Co – og i Sverige, hvor hendes seneste roman udspiller sig.

Stockmarr har tre børn, og begyndte at skrive i 1990’erne, da hun blev mor for første gang. I 1995 og 1998 debuterede hun i Danmarks Radio med noveller, som hun efter eget udsagn havde fået afslag fra Forfatterskolen på (jf. www.camillastockmarr.dk). I 2000 udkom hun i bogform på Samlerens Forlag med novellesamlingen ”I det skjulte”, hvor også DR-novellerne indgik. Samtlige tekster i bogen er – på nær en enkelt med fantastiske elementer – forankret i realismen og behandler forholdet mellem mennesker.

Det er et særtræk, der også ses i Stockmarrs første roman “Noras tredje alder” fra 2004, hvor læseren kommer ganske tæt på antikvarboghandleren Nora og hendes to voksne børn. De tre familiemedlemmer fortæller fra forskellig synsvinkel om deres indbyrdes – og ofte knudrede – relationer til hinanden. Om deres liv, som de drømte det skulle blive, og om, hvordan det er blevet. De nære portrætter er fortalt med ofte grotesk-humoristiske øjebliksbilleder, psykologisk indsigt og i samme stilfærdige tone og tempo, der kendetegner romanen ”Udflytterne” fra 2012, som desuden var anslagsgivende til, at Stockmarr samme år fik tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat.

”Udflytterne” udspiller sig i 1970’erne, det vil sige, en tid hvor forfatteren selv var ung. I et interview på Bogforum i 2012 blev hun spurgt om valget af netop dette årti til at sætte rammen for hendes fortælling, og hun svarede sådan her: ”Jeg synes, det var en meget kraftfuld tid (…). Jeg låner lidt af den tidsånds energi. (…). Nu foregår den i 70’erne, den kunne have været foregået nu, eller den kunne have været foregået i 50’erne, det ville have været samme historie.” (Camilla Stockmarr på BogForum, www.youtube.com/watch?v=kt-A2jbkYXQ).

Med disse ord understreger Stockmarr det almenmenneskelige aspekt, plus de universelle temaer, der er på færde i fortællingen om familien fra København, der drømmer om at skabe sig et nyt liv i Sverige.

 

I det skjulte

”Jeg tænker på om jeg slet ikke er blevet fotograferet hele året, eller om billederne bare ikke er kommet med. Det er ikke ondt ment. Det er ikke noget hun har tænkt over, da hun lavede albummet. Det er ikke for at såre mig. Det er værre.”
”Gaven”, ”I det skjulte”, s. 125.

Camilla Stockmarrs første bogudgivelse ”I det skjulte” (2000) består af otte længere noveller, der fremstår som selvstændige fortællinger, men ikke desto mindre med visse essentielle fællestræk. Selvom de foregår i vidt forskellige miljøer, forskellige steder i verden, blandt forskellige køn og aldersgrupper, så beskriver samtlige noveller møder og relationer mellem mennesker.

Også bogens titel peger på en fælles tematik, nemlig det uforståelige og det usagte, der ofte støjer i familier og venskaber. Eller som i åbningsnovellen ”Blafferen”, hvor det usagte i høj grad befinder sig imellem den kvindelige jeg-fortæller og læseren. Først på de sidste sider bliver læseren klar over, at fortælleren ikke blot er en kvinde, der ’blafrer’ fra sted til sted, men også er en lykkejæger, der lever på den ældre rigmand Adonis’ velgørenhed. Da han løber tør for formue, går hun aktivt ind i sagen, frarøver en juveler hans dyre smykker og flygter med Adonis på bedste Bonnie og Clyde-manér.

23189003

I novellen ”Stenen” indgår bogens eneste magiske element, nemlig stenen, hvis dybe revne skræmmer en drengegruppe. Rygtet siger, at går man igennem revnen, suger den sjælen til sig, og man vil stå på den anden side med et sind som en nyfødt. Drengen David går igennem revnen – og bagefter er både stenen og drengegruppen væk. Dette kan læses som et overgangsritual, men er ganske konkret i teksten.

Novellen ”Katrines barn” bærer i titlen samme ambivalens, som kommer til udtryk i historien. Her fortæller skiftevis Katrine og Anna om deres komplicerede forhold. Katrine er gift med Torvald, der får et barn med en fremmed kvinde. Da moren dør, flytter datteren Anna hjem til Katrine og Torvald – der ikke selv har fået børn. Med tilbageblik fortæller kvinderne om en relation, der er fyldt med blandede og usagte følelser.

Samlingens yderligere fem noveller beskriver forløsende og foruroligende relationer mellem venner, søstre, ægtepar – og fremmede. Fortællestilen er klassisk berettende og associativ. Fortælleren får mange afstikkende erindringer undervejs om hændelser – ofte pudsige af slagsen – der ikke har direkte relevans for historierne, men som skaber et livligt univers af anekdoter og mangfoldighed.

 

Noras tredje alder

”Er det virkelig min datter, der sidder der. Hvad tænker hun, hvis hun i det hele taget tænker. Men hun tænker vel på mænd, på trådløse telefoner og servietter, der passer i farven, til de lys hun netop har købt.”
”Noras tredje alder”, s. 18.

Antikvarboghandler Nora lægger navn til Camilla Stockmarrs første roman ”Noras tredje alder” (2004), der som titlen antyder omhandler en kvinde, der har nået en alder, hvor børnene er blevet voksne og arbejdslivet er ved at nærme sig en afslutning. Romanen har tre fortællere: Nora og hendes to børn, Rebecca og Ulysses. Skiftevis fortæller de i en både kritisk, kærlig og sarkastisk tone om deres forhold til hinanden og andre. Det er især i de mange tilbageblik på fortiden, at historiens knudepunkter viser sig: Erfaringer med kærlighed og manglen på samme fra forældre og forhold – fra Noras egen bardom til Rebecca og Ulysses’ opvækst med en mor, der af og til prioriterede bøger højerere end børn.

25434870

Jo længere bogen skrider frem, desto mere nuanceret fremstår relationerne mellem Nora og hendes børn. Rebecca tåler som voksen ikke længere tids samvær med sin mor – hun er faldet endnu mere af på den med alderen, bor sjusket, har en mærkelig omgangskreds og er konstant efter hende med kritik. Sådan oplever Rebecca det i hvert fald. Og Nora kan ikke genkende sit lille barn i den modne datter, der lever et liv med værdier, hun ikke kan forholde sig til. Der er en kritisk distance mellem de to, men også en særlig ømhed, der viser sig i glimt. Begge længes de efter noget – Nora er enke, Recekka er single. Også Ulysses længes – han er gift med en kvinde, men drømmer om en mand.

I historiens realtid er omdrejningspunktet Noras antikvariat i København, som hun har arvet fra sin far. På bogens første sider træder en ung pige ind i butikken. Hun har samme kjole på som Nora, aldersforskellen til trods. Og det er ikke en tilfældig symbolik, for ved historiens slutning har samme pige sagt ja til at overtage butikken. Undervejs i romanen forholder både Rebecca og Ulysses sig på hver deres måde til pigen. F.eks. kan Ulysses genkende sin mor i hende: samme statur, samme passion for bøger - og den egentlig anonyme pige fungerer som motor i historien og binder en sløjfe på fortællingen. Nora giver faklen videre – til et menneske, som hun umiddelbart kan spejle sig tydeligere i end i hendes egne børn.

Udflytterne

”Måske var det det første tegn på, at tingene begyndte at skride for min far. Umærkeligt, i form af småbitte forskydninger, revner og sprækker, og måske anede han det selv. Men vi sagde ingenting.”
”Udflytterne”, s. 75.

Camilla Stockmarrs roman ”Udflytterne” (2012) er fortællingen om en familie, der i 1970’erne flytter fra København og ud i den svenske ødemark for at leve et selvforsynende liv. Især faren, en energisk akademiker, er lidenskabelig fortaler for deres nye tilværelse langt fra nærmeste by. Historien fortælles af den 8-årige dreng Phønix, der både i børnehøjde og senere fra et voksent perspektiv beskriver sin opvækst i Småland. En barn- og ungdom, der altoverskygges af den evigt søgende far på jagt efter det enkle, frie liv i naturen. Men naturen viser sig at være langt mindre samarbejdsvillig end forventet. Familien, der i øvrigt består af søsteren Nefer og moren Hannah, er derimod ganske samarbejdsvillige, men især Phønix knokler for at hjælpe sin upraktiske far med alle de byggeprojekter, han sætter i gang.

29172889

Projekterne bliver sjældent ført til ende, men til gengæld interesserer de lokalsamfundet og skaber et miljø omkring familiens faldefærdige hus. De uløste projekter begynder at frustrere faren, og fra sidelinjen kan familien se drømmene smuldre omkring ham. Han forsvinder dybere og dybere ind i sig selv, og mødet med en lokal shaman hjælper ikke på hans mentale nærvær. Faren ender med at forsvinde helt: han tager livet af sig selv. Resten af familien flytter hurtigt tilbage til København, men Phønix bliver for at bygge farens svedhytte færdig og for at afrunde en tid, der har gjort uudsletteligt indtryk på ham.

Det nære far- og søn-forhold er anskueliggjort helt ned på det sproglige plan: fortælleren kalder sin far for far og sin mor for Hannah. Sønnen er en kærlig, men også tilbagetrukket fortæller, der snarere registrerer begivenhederne end fortolker dem. Kun få gange blander den voksne fortæller sig med suspensefulde forvarsler om, at den indledende lykke ikke varer ved. Men farens forfald synliggøres også i projekterne, og man læser f.eks. det (af naturen) ødelagte vandmøllebyggeri som et symbol på hans indre. Den vilde natur er beskrevet i et levende og sansemættet sprog. Fortælletempoet er roligt og underbygger en underliggende urolig stemning, der løbende afmonteres af humoristiske beskrivelser af mødet med den barske virkelighed.

 

Genrer og tematikker

Camilla Stockmarr har skrevet noveller og romaner. Omdrejningspunktet for de fleste historier, hun har fortalt, er de helt nære relationer mellem mennesker, og især mennesker, der er i familie med hinanden. Forfatteren skriver ofte ud fra en psykologisk og realistisk synsvinkel og har blik for det usagte, det dysfunktionelle – og det kærlige, der kan være imellem mennesker. Især dysfunktionerne har frit spil i novellerne og i hendes første roman. I ”Udflytterne” derimod er det primært kærligheden, der kommer til udtryk. For historien om faren, der både er fantast og fallent, bliver fortalt i en beundrende, kærlig, men også vemodig tone – af sønnen, der drømmer med på farens utopiske drøm. Og netop far-søn-forholdet er et væsenligt tema i romanen.

Den øvrige familie, moren og søsteren, får hurtigt karakter af baggrundsfigurer for den egentlige fortælling om forholdene ‘far og søn’ og ‘far og natur’. Naturen optræder nærmest – på linje med faren – som en hovedperson i romanen. Den beskrives levende, forførende, magtfuld og utilregnelig, og det er da også naturen, der – groft sagt - i sidste ende tager livet af faren. Hans drømme om et liv i pagt med naturen bliver knust af en voldsom virkelighed. Og netop antitesen drøm versus virkelighed, er et centralt tema i Stockmarrs forfatterskab.

I ”Noras tredje alder” fortæller mor, søn og datter ud fra hver deres synsvinkel, om deres forhold til hinanden – og disse fortællinger illustrerer i høj grad sammenstødet mellem forventninger (drøm) til hinanden, og hvordan man egentlig opfører sig overfor hinanden (virkelighed).

”Udflytterne” er båret af drømmen om det uafhængige liv – og foregår i 1970’erne – en tid, hvor samfundet generelt var i opbrud, hvor mange ‘flyttede ud’ i mere broget forstand. Der blev eksperimenteret med alternative livs- og familieformer – og religioner. Kollektiverne opstod, hippierne plæderede for ‘peace, love and understanding’ og kvinderne kom på arbejdsmarkedet. Tiden var fuld af drømme, men også af paradokser og inkonsekvenser – og den naivitet, som også fælder farens hippieprojekt. Han må endda tage lønarbejde på Saab-fabrikken for at kunne forsørge familien, hvilket bestemt ikke var en del af planen, da han trak familien op med rode for at begynde et nyt og bedre liv i den frie natur. Men han havde en drøm og han levede den ud – og i forlængelse heraf kan Camilla Stockmarrs seneste roman også læses som en hyldest til drømmere generelt. For drømmen om frihed og autentiske liv hører ikke kun 1970’erne til.

”Udflytterne” rammer noget ganske centralt i den aktuelle tidsånd, hvor det moderne bymenneske på samme måde drømmer sig væk fra det bestående samfund og flirter med begreber som autenticitet, frihed og uafhængighed.

 

Beslægtede forfatterskaber

På nogle måder adskiller Camilla Stockmarrs bøger sig fra andre danske og mere tidstypiske forfatteres værker. Hvor form- og sprogmæssig eksperimenteren ofte kendetegner nyere dansk litteratur, jf. f.eks. Lone Aburas og Bjørn Rasmussen, så sender Stockmarrs mere traditionelle fortællestil flere associationer i retning af klassiske forfatterskaber, som f.eks. Karen Blixen, hvor også fortællingen er i centrum, og ikke formen.

Derimod har Stockmarr et tematisk fællesskab med flere samtidige forfattere. F.eks. er drømmen om det autentiske liv i naturen en ganske aktuel litterær præmis, som også kan opleves i forfatteren og litteraturkritikeren Nanna Gouls debutroman ”Privat skov” fra 2012. Her flytter en ung kvinde ud i en skov og ind i et skovhus med sin kæreste. De har en masse drømme om netop det gode liv væk fra byen, men drømmene brister i takt med deres kærlighedsforhold. Så heller ikke her lader fantasien om et lykkeligt liv i pagt med naturen sig realisere i virkeligheden.

Også hovedpersonen i norske Erlend Loes roman ”Doppler” flytter – ikke af kærlighed, men af raseri – ud i skoven for at komme væk fra sit liv. Det samme er tilfældet med den svenske forfatter Madeleine Hesserus, der i romanen “Isola” beskriver en kvinde, der går til skovs for at være i fred.

Stockmarrs detaljerige og sanselige beskrivelser af duftene, dyrene, luften, vandet og træerne i naturen skaber en fornemmelse af netop duftene, dyrene, luften, vandet og træerne i naturen, som man også oplever det i den norske forfatter Per Pettersons stilfærdige, men ikke desto mindre kraftfulde roman ”Ud og stjæle heste” fra 2004, hvor en pensioneret enkemand flytter alene i et gammelt hus i udkanten af en by for at leve et mere ukompliceret liv. Han tænker tilbage på sin barndom, og især på en sommerdag, hvor faren vandrede ud af hans liv.

Og netop far-søn-forholdet er et klassisk tema i litteraturen og forløst af mange forfattere. I nyere dansk litteratur har Jens Blendstrup med den autobiografiske roman ”Gud taler ud” fra 2004 beskrevet et kærlighedsfuldt, kompliceret, skørt og satirisk forhold mellem et barn og hans far. Blendstrup benytter en ganske anden sproglig og fortællemæssig stil end Stockmarr, men formidler et far-søn-forhold med lignende ambivalens.

 

Bibliografi

Noveller

Stockmarr, Camilla:
I det skjulte. Samleren, 2000.

Romaner

Stockmarr, Camilla:
Noras tredje alder. Samleren, 2004.
Stockmarr, Camilla:
Udflytterne. Rosinante, 2012.
Stockmarr, Camilla:
Den anden bred. Samleren, 2014.

Om forfatterskabet

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Camilla Stockmarr

Kilder citeret i portrættet

Netmedier

Interview med forfatteren på Bogforum, 2012