I det skjulte

Citat
”Jeg tænker på om jeg slet ikke er blevet fotograferet hele året, eller om billederne bare ikke er kommet med. Det er ikke ondt ment. Det er ikke noget hun har tænkt over, da hun lavede albummet. Det er ikke for at såre mig. Det er værre.”
”Gaven”, ”I det skjulte”, s. 125.

Camilla Stockmarrs første bogudgivelse ”I det skjulte” (2000) består af otte længere noveller, der fremstår som selvstændige fortællinger, men ikke desto mindre med visse essentielle fællestræk. Selvom de foregår i vidt forskellige miljøer, forskellige steder i verden, blandt forskellige køn og aldersgrupper, så beskriver samtlige noveller møder og relationer mellem mennesker.

Også bogens titel peger på en fælles tematik, nemlig det uforståelige og det usagte, der ofte støjer i familier og venskaber. Eller som i åbningsnovellen ”Blafferen”, hvor det usagte i høj grad befinder sig imellem den kvindelige jeg-fortæller og læseren. Først på de sidste sider bliver læseren klar over, at fortælleren ikke blot er en kvinde, der ’blafrer’ fra sted til sted, men også er en lykkejæger, der lever på den ældre rigmand Adonis’ velgørenhed. Da han løber tør for formue, går hun aktivt ind i sagen, frarøver en juveler hans dyre smykker og flygter med Adonis på bedste Bonnie og Clyde-manér.

23189003

I novellen ”Stenen” indgår bogens eneste magiske element, nemlig stenen, hvis dybe revne skræmmer en drengegruppe. Rygtet siger, at går man igennem revnen, suger den sjælen til sig, og man vil stå på den anden side med et sind som en nyfødt. Drengen David går igennem revnen – og bagefter er både stenen og drengegruppen væk. Dette kan læses som et overgangsritual, men er ganske konkret i teksten.

Novellen ”Katrines barn” bærer i titlen samme ambivalens, som kommer til udtryk i historien. Her fortæller skiftevis Katrine og Anna om deres komplicerede forhold. Katrine er gift med Torvald, der får et barn med en fremmed kvinde. Da moren dør, flytter datteren Anna hjem til Katrine og Torvald – der ikke selv har fået børn. Med tilbageblik fortæller kvinderne om en relation, der er fyldt med blandede og usagte følelser.

Samlingens yderligere fem noveller beskriver forløsende og foruroligende relationer mellem venner, søstre, ægtepar – og fremmede. Fortællestilen er klassisk berettende og associativ. Fortælleren får mange afstikkende erindringer undervejs om hændelser – ofte pudsige af slagsen – der ikke har direkte relevans for historierne, men som skaber et livligt univers af anekdoter og mangfoldighed.