Annika Norlin romandebuterede med ”Stacken” i 2023 (”Tuen”, 2025). Syv mennesker er flyttet sammen på et husmandssted i de svenske skove. De startede to, men med årene kom flere til. Nogle er på flugt fra politi og sociale myndigheder, andre ville bare væk fra hverdagen. Her i skoven lever de som myrer i en tue, og med tiden er det også sådan, de begynder at omtale sig selv. De er blevet til Tuen. Sara er dronningen. Hun udstråler lederskab, og de andre føjer hende. Sagne har baggrund som naturforsker. Det er fra hende, gruppen har al viden om, hvordan myrer organiserer sig. Samlet set udgør de et mikrokosmos. Målet er at leve et liv, hvor de ikke gør skade på naturen.
140346152
Året er 2023. Tuen har eksisteret i femten år, da journalisten Emelie får øje på dem fra sit telt. Hun har camperet i skoven et stykke tid efter et stressnedbrud og kan nu iagttage, hvordan de syv bader og synger sammen og takker naturen, når de tager fra den. Hun begynder at skrive om dem i sin notesbog: ”Hvem var de? Hvorfor takkede de snobrød? Hvad var deres forbindelse til hinanden?” (s. 8). Med tiden bliver Emelie lukket ind i Tuen, og hun mærker, at det er et fællesskab, hun gerne vil være del af. Men hver gang gruppen udvides, forskydes en magtbalance, og intriger blusser op. En dag overfaldes Sara af en bjørn i skoven, og en ny situation opstår. Hvad gør Tuen uden sin dronning?
”Tuen” er et studie i menneskelig interaktion og sætter blandt andet spørgsmålstegn ved, hvorfor vi indretter os, som vi gør? Hvilke omkostninger har det at leve isoleret fra resten af samfundet? Og er det muligt for mennesker at leve som myrer?
Romanen har et nutidsspor bestående af Emelies dagbogsnotater. Nutidssporet strækker sig over få uger i sensommeren 2023. Imellem Emelies notekapitler udfoldes historien om Tuens tilblivelse, helt tilbage fra 1990’erne og frem til nu. I dette fortællespor følger man gruppens medlemmer på skift. En del kapitler om livet i skoven er fortalt af et ’de’, der dækker over hele Tuen.
Romanen indeholder også en række noter skrevet i førsteperson af teenageren Låke, der er Tuens yngste medlem. Låke har levet hele sit liv i skoven og har aldrig haft kontakt til andre end de seks øvrige i Tuen. Hans noter overfor Emelies udstiller forskellen på de to. Deres måde at være i verden på er vidt forskellige.