Joyce Carol Oates’ roman ”My Life as a Rat”, 2019 (”Mit liv som rotte”, 2019) er en tragisk familiekrønike, der tager udgangspunkt i Violet Rue Kerrigans tilværelse i 1980'erne som yngstebarn af syv i en dysfunktionel amerikansk familie med irske rødder. Violet forguder sine ældre søskende og er far Jeromes yndlingsdatter. Jerome, der drikker for meget og har ualmindeligt ubehagelige og ydmygende opdragelsesmetoder, særligt over for sine sønner.
Liza Deaver, en lidt tilbagestående pige fra skolen, bliver brutalt voldtaget af en gruppe drenge. Violets brødre Jerome Jr. og Lionel er 'indblandet'. Sagen lander dog mindeligt for drengene: ”Man enedes i al almindelighed om: Drenge er nu engang drenge. Og: Disse drenges liv kan blive ødelagt af det her... ” (s. 73).
47301238
Men i 1991 bliver den sorte gymnasieelev Hadrian Johnson banket ihjel, og de samme Kerrigan-brødre er involveret. Violet kommer til at se for meget, da Jerome Jr. og Lionel kommer hjem og vasker et baseballbat i familiens garage. Da skolesygeplejersken prikker til hende, taler hun over sig, og hendes vidneudsagn bliver tungen på vægtskålen, der afgør, at hendes brødre får langvarige fængselsdomme. Hun sendes fortumlet og chokeret flere hundrede kilometer væk for at bo hos sin barnløse moster og husbond – her antages hun at være i sikkerhed for eventuelle fremtidige mordforsøg. Sin matematiklærer er hun til gengæld ikke i sikkerhed for, og han misbruger hende seksuelt over flere måneder. Mange år senere bevæger Violet sig slingrende gennem sit universitetsstudie og møder igen Tyrell Jones, en gammel klassekammerat. De to finder sammen og Violet gør et sidste forsøg på at klinke skårene i familien.
To store, klassiske Oates-temaer bærer denne roman: Racisme og kvindehad. Skyld og straf kommer lige efter. Romanens knap 800 sider er inddelt i tre dele, der yderligere er inddelt i kapitler. Violet Rue er fortæller i første person, og tidsmæssigt bevæger vi os to skridt frem og ét tilbage gennem hendes barndom og ungdom. Indimellem kommenterer fortælleren på det, hun netop har fortalt, så man får fornemmelsen af, at nok var den officielle fortolkning af en given hændelse sådan og sådan – men det skriger til himlen, hvor absurd den var.