Allerede som barn skrev Aleksa Okanovic bøger med voldsomme emner. I en af bøgerne optræder der f.eks. en kæmpestor edderkop og et bombet hospital, og i ”Det skete år 2005” (1985) er det en brintbombe, der truer med at ødelægge verden. Aleksa Okanovic var allerede i en ung alder bevidst om livsfarlige politiske magtkampe, vold og de mørkere dele af menneskesjælen. Senere blev det nogle af de temaer, han kom til at beskæftige sig med rent kunstnerisk, både i sine teaterstykker og i debutromanen ”Natterædsel”. Her følger læseren den systematiske kz-kommandant Sebastian gennem privatlivets udfordringer, der påvirker ham langt mere end den effektivisering af en udryddelseslejr, han forsøger at gennemføre, og Holocaust ligger dermed som en scenisk ramme om det familiære drama. På sin vis kan man sige, at et makrokosmos – Holocaust – holdes op mod et mikrokosmos, nemlig hverdagen.
Ondskabens ansigt er et stort tema hos Aleksa Okanovic, for virkelighedens bødler kan også være normale mennesker, der udfører onde gerninger. Det hænger sammen med Aleksa Okanovics opvækst som flygtningebarn og hans forhold til borgerkrigene i Balkanlandene i 1990’erne. I et interview fortæller han: ”I kraft af at jeg er serber, er jeg blevet særligt interesseret i det onde, fordi serberne gjorde uhyrlige ting under Balkankrigen. Det gjorde mig både bange og angst, men også nysgerrig på, hvordan ondskab opstår, især i normale mennesker.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. Forfatterweb, 2024-01-09).
Også temaer som skyld, skam og fornægtelse er til stede i ”Natterædsel”, og Aleksa Okanovics baggrund som dramatiker viser sig tydeligt. Romanen låner med sine mange replikbårne afsnit fra dramatikkens sceniske opbygning, og især dialogen mellem Sebastian og den jødiske psykoterapeut Adam viser, hvordan magten forskyder sig mellem dem.