Aleksa Okanovic

Aleksa Okanovic blev født 16. maj 1973 i Beograd, Jugoslavien, og voksede op i Viby uden for Aarhus i sin flygtningefamilie, der forlod Jugoslavien i 1974-1975. Faren, Jovan Okanovic, var politisk flygtning og fik i Danmark arbejde som journalist og tolk, mens moren, Biserka (Bisa) Okanovic, var pædagog. Forældrene var optaget af, at familien skulle blive integreret, og at sproglæring var ekstremt vigtigt. Deraf voksede Aleksa Okanovics store interesse for det danske sprog, og han beskriver selv sin barndom som tryg og lykkelig, mens ungdomsårene var mere ustabile.

Før han kunne formulere sig på dansk, begyndte han at lave små rollespil med sig selv, og den leg førte til glæden ved at skabe fiktive figurer og lave små handlingsforløb. Han begyndte tidligt at fortælle små historier, som andre skrev ned, og senere nedskrev han dem selv. Det førte til, at han allerede som tiårig fik udgivet tre børnebøger i genren fantasy og eventyr.

Efter et år på gymnasiet droppede han ud for at spille musik, og han troede i mange år, han skulle være musiker/guitarist. Det fik ham tilbage til Beograd i 1990, hvor han startede på en musikskole og boede et år, men da krigen i Kroatien brød ud, måtte han tage hjem til Danmark. Han genoptog senere ungdomsuddannelsen på Falkonergårdens HF i København, og på det tidspunkt var forældrene blevet skilt. Faren boede i København, mens moren boede i Aarhus.

Efter at have studeret på filmskole i Prag og læst filosofi på Københavns Universitet, færdiggjorde Aleksa Okanovic i 2003 dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater.

Som dramatiker modtog Aleksa Okanovic i 2006 en Reumert Talent Pris for sine værker ”Restaurant d’Amour” og ”Diamond, dust, shoes”, og i 2010 blev han husdramatiker ved The Royal Court Theatre i London. Han har flere gange fået opført stykker ved det berømte teater Schaubühne i Berlin.

I 2023 debuterede han som romanforfatter med ”Natterædsel”, der handler om ultranationalisme i form af nazismens krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig og følger en sympatisk kommandant i en kz-lejr.

Aleksa Okanovics romandebut ”Natterædsel. Eller: Mennesker er dyr, der handler med hinanden” foregår i Polen i 1942 under Anden Verdenskrig, og romanens vinkel er med til at sætte spørgsmålstegn ved den gængse opfattelse af nazisten som en ond psykopat. Snarere tages der et spadestik dybere i den menneskelige psykologi, der ikke udelukkende er sort/hvid i hænderne på Aleksa Okanovic, og synsvinklen bæres da også skiftevis af både en tilfangetagen jøde, Adam Ziegler, og hans tyske lejrkommandant, Sebastian Schultz. Romanen er fortalt af en tredjepersonsfortæller med visse alvidende kvaliteter og er sammensat af brevfragmenter, dialogdrevne afsnit og flashbacks.

136060422

Sebastian Schultz fremstilles som en sympatisk, praktisk og sammensat mand, der er havnet i stillingen som lejrleder ved et uheldigt tilfælde. Egentlig er han en rationelt anlagt revisor uden sadistiske tendenser, og derfor lever han lidt af et dobbeltliv som både chef i den polske udryddelseslejr, hvor han må udstikke horrible ordrer, og det hjemlige liv, der involverer hus, have og dagligdag – og natlig terror med den treårige søn Mathias, der hver nat vågner skrigende med natterædsel, uden at forældrene kan vække ham.

Stress og søvnmangel tærer på ægteskabet mellem Sebastian og hans kone Isabella, der begge har fået dårlige nerver, og derfor smugler Sebastian den jødiske fange Adam ud fra kz-lejren for at hjælpe både ægtepar og Mathias gennem psykoterapi og Freuds metoder. Den intellektuelle og følsomme Adam har sin egen agenda, for han vil nemlig gøre alt for at holde sig selv i live og væk fra kz-lejren så længe som muligt, og samtidig længes han efter den kvinde, han har forladt.

”Natterædsel” er en helt anden iscenesættelse af Holocaust end den, vi kender fra historiebøgerne. Fakta og historisk nøjagtighed er barberet væk, og i stedet bliver krigens uhyrligheder en kulisse for et dagligdagsdrama med far, mor og søn: Sebastian, der arbejder for meget, Isabella, der er lettere manisk og samtidig dramatisk ulykkelig, og sønnen Mathias, der sidder fast i sine hysteriske anfald.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Natterædsel"

Allerede som barn skrev Aleksa Okanovic bøger med voldsomme emner. I en af bøgerne optræder der f.eks. en kæmpestor edderkop og et bombet hospital, og i ”Det skete år 2005” (1985) er det en brintbombe, der truer med at ødelægge verden. Aleksa Okanovic var allerede i en ung alder bevidst om livsfarlige politiske magtkampe, vold og de mørkere dele af menneskesjælen. Senere blev det nogle af de temaer, han kom til at beskæftige sig med rent kunstnerisk, både i sine teaterstykker og i debutromanen ”Natterædsel”. Her følger læseren den systematiske kz-kommandant Sebastian gennem privatlivets udfordringer, der påvirker ham langt mere end den effektivisering af en udryddelseslejr, han forsøger at gennemføre, og Holocaust ligger dermed som en scenisk ramme om det familiære drama. På sin vis kan man sige, at et makrokosmos – Holocaust – holdes op mod et mikrokosmos, nemlig hverdagen.

Ondskabens ansigt er et stort tema hos Aleksa Okanovic, for virkelighedens bødler kan også være normale mennesker, der udfører onde gerninger. Det hænger sammen med Aleksa Okanovics opvækst som flygtningebarn og hans forhold til borgerkrigene i Balkanlandene i 1990’erne. I et interview fortæller han: ”I kraft af at jeg er serber, er jeg blevet særligt interesseret i det onde, fordi serberne gjorde uhyrlige ting under Balkankrigen. Det gjorde mig både bange og angst, men også nysgerrig på, hvordan ondskab opstår, især i normale mennesker.” (Anna Møller: Interview med forfatteren. Forfatterweb, 2024-01-09).

Også temaer som skyld, skam og fornægtelse er til stede i ”Natterædsel”, og Aleksa Okanovics baggrund som dramatiker viser sig tydeligt. Romanen låner med sine mange replikbårne afsnit fra dramatikkens sceniske opbygning, og især dialogen mellem Sebastian og den jødiske psykoterapeut Adam viser, hvordan magten forskyder sig mellem dem.

Aleksa Okanovic har selv udtalt, at hans helte inden for dramatikken er den svenske mester August Strindberg, rumænsk-franske Eugène Ionesco, der især er kendt for sine absurde teaterstykker, samt norske Henrik Ibsen. Ibsens mest berømte drama ”Et dukkehjem” er et dagligstuedrama om kvinden Nora, der mistrives i sit ægteskab og position, og Ibsen beskæftigede sig ofte med menneskets psykologiske dybder. Aleksa Okanovics eget drama ”Tvang” er også blevet sammenlignet med instruktøren Ingmar Bergmans strindbergske ”Scener fra et ægteskab”.

Derudover er Aleksa Okanovic fascineret af 1800-tallets forfattere, fordi de ifølge ham ”(…) havde et mere farverigt sprog, end moderne forfattere har” (Anna Møller: Interview med forfatteren. Forfatterweb, 2024-01-09), samt forfattere, der skriver meget dialog. Eksempelvis tyske Thomas Mann eller amerikanske Bret Easton Ellis.

Temaet ondskab, der løber som en tråd gennem Aleksa Okanovics tekster, beskæftigede også den tyskjødiske filosof Hannah Arendt sig med i den berømte bog ”Eichmann i Jerusalem” (1963), hvor hun journalistisk dækkede retssagen mod nazisten og krigsforbryderen Adolf Eichmann i 1960 og bl.a. var forbløffet over, hvor normal han fremstod. Det førte til hendes berømte begreb om ’ondskabens banalitet’. Sebastian-figuren i ”Natterædsel” minder på mange måder om Eichmann, som Arendt beskriver ham – rationel, systematisk og uden sadistiske træk.

Den danske forfatter Kirsten Thorup har i sine seneste bøger også beskæftiget sig med Anden Verdenskrig på en måde, der går ud over den traditionelle historiske roman. ”Indtil vanvid, indtil døden” (2020) følger den danske kvinde Harriet, der mister sin antikommunistiske mand på østfronten i Finland og efterfølgende tager på rekreation i nazityskland. Både i dén bog og i efterfølgeren ”Mørket bag dig” (2023) ligger sympatien hos den blåøjede Harriet, der forsøger at bortforklare krigens uhyrligheder, og dermed forsøger romanen at se Anden Verdenskrig indefra med de øjne, der nu iagttog tingenes gang.