Beslægtede forfatterskaber

Michael Ondaatje er inspireret af en række engelske digtere fra Thomas Wyatt til Robert Browning, men også af den æstetiske tradition fra Asien, herunder mundtlige fortællinger. Sammen med andre vigtige canadiske forfattere fra samme generation som Margaret Atwood og Alice Munro regnes Michael Ondaatje for at være en af Canadas vigtigste nulevende forfattere.

En anden verdensberømt international forfatter, som tilbragte en stor del af sin barndom i Asien, før han kom på kostskole i England, er Salman Rushdie. Den skønlitterære forfatter, som bl.a. er kendt for romanerne ”Midnight’s Children” fra 1981 (”Midnatsbørn”, 1982) og ”The Satanic Verses” fra 1988 (”De sataniske vers”, 1989), blev født i Indien, hvor han også boede, indtil han var tretten år. Ligesom Sri Lanka ofte optræder som lokation i Michael Ondaatjes bøger, spiller Indien en vigtig rolle i romanerne af Salman Rushdie. De to forfattere beskæftiger sig også begge med spørgsmål om identitet, kultur og det postkoloniale. Modtageren af Nobels litteraturpris i 1992, Derek Walcott, er en anden forfatter, som er født og opvokset i en tidligere britisk koloni, østaten Saint Lucia i Det Caribiske Hav, og som også nævnes som en såkaldt postkolonial forfatter. 

Der findes i verdenslitteraturen mange andre berømte sørejser, som Michael Ondaatje lægger sig i forlængelse af med sin roman ”Kattens bord”, eksempelvis Joseph Conrads ”Mørkets hjerte”. Men hvor ”Kattens bord” skildrer et ungt menneskets dannelsesmæssige og personlige tilbliven, beskriver ”Mørkets hjerte” snarere en rejse ind i mørke, demoralisering og civilisationens forfald. Mark Twains klassiske drengebøger synes også at være en inspirationskilde for ”Kattens bord” og dens skildring af en drengs rejse fra barn til voksen.