The Collected Works of Billy the Kid: Left-Handed Poems

Citat
”The end of it, lying at the wall/ the bullet itch frozen in my head/ my right arm is through the window pane/ and the cut veins awake me/ so I can watch inside and through the window/ Garrett´s voice going Billy Billy”.

”The Collected Works of Billy the Kid: Left-Handed Poems”, s. 95.

Michael Ondaatje debuterede i 1967 som skønlitterær forfatter med digtsamlingen ”The Dainty Monsters”, og to år senere udkom endnu en digtsamling af den canadiske forfatter. Mange lagde dog først mærke til den nye lyriker, da han i 1970 udgav bogen ”The Collected Works of Billy the Kid: Left-Handed Poems”, der bl.a. handler om perception, erindring og det sammensatte menneske.

Billy the Kid, som egentlig hed Henry McCarty, var en af Det Vilde Vestens mest berygtede lovløse, som nåede at få mange liv på samvittigheden, før han som kun 21-årig blev skudt af sheriffen Pat Garrett. Den unge forbryder fra 1800-tallets USA er omdrejningspunktet for den samling af digte, prosatekster, fotografier, illustrationer og fiktive interviews, som Ondaatjes bog består af. Der er således ikke tale om en sammenhængende biografisk fortælling men om fragmentariske og forskelligartede nedslag.

Ondaatje retter i sin bog sin kameralinse mod en af de mest mytologiserede anti-helte ved at fremstille scener fra Billy the Kids liv set fra mange forskellige figurers perspektiver. Herunder også Billy the Kids eget blik på begivenhederne set udefra: ”All this I would have seen if I was on the roof looking” (s. 46). Bogen bliver en collage, der fremstiller Billy the Kid som en sammensat figur og ikke blot en hensynsløs morder – han er f.eks. også en ung mand med fine, smalle hænder og ”the expression of his face was really boyish and pleasant” (s. 19). Selv i skildringerne af de voldsomme drab og af det makabre – som forestillingen om, hvad man vil finde, hvis man graver Billy the Kids lig op af graven – benytter Ondaatje sig af et poetisk billedsprog: ”Imagine if you dug him up and brought him out (…) Perhaps Garrett’s bullet no longer in thick wet flesh would roll in the skull like a marble” (s. 97).

Ondaatje modtog i 1971 The Governor General’s Literary Award for Prose and Poetry for ”The Collected Works of Billy the Kid: Left-Handed Poems”. Teksterne er siden blevet omskrevet af forfatteren selv til et teaterstykke, som flere gange er blevet opført i Toronto.