Kattens bord

Citat
”Søvn er et fængsel for en dreng der har venner at mødes med. Vi havde ingen tålmodighed med natten, var oppe før solopgangen omsluttede skibet. Vi kunne dårligt vente med at fortsætte udforskningen af vores verden.”

”Kattens bord”, s. 31.

Michael Ondaatjes roman fra 2011, ”The Cat’s Table” (”Kattens bord”, 2014), handler om den 11-årige dreng Michaels tre uger lange sørejse med skibet Oransay fra Ceylon til England – til den mor, han ikke har set i flere år. Det bliver en dannelsesrejse, som lærer ham meget om venskab, et spirende begær og overgangen til de voksnes verden. Samtidigt er det en roman om erindringens væsen.

Der er tale om en 1. personsfortælling med en ung jeg-fortæller, som sammen med sine nye venner på skibet, Cassius og Ramadhin, betragter og kommer tæt på den mærkværdige voksenverden, og som tænker tilbage på det sted, han nu har forladt. Historien indeholder dog også fortællermæssigt et blik på drengen fra en voksen fortællestemme, som retrospektivt ser tilbage på rejsen: ”Jeg forsøger at forestille mig hvem drengen på skibet var. Måske er der ikke engang nogen fornemmelse af et selv som han ligger der (…) denne grønne græshoppe, denne lille fårekylling; det er som om han er blevet smuglet ud ved et tilfælde, uvidende ind i fremtiden” (s. 10-11). Citatet er ligeledes et godt eksempel på et af de tematiske omdrejningspunkter, nemlig spørgsmålet om identitet og et ungt menneskes overgang fra barn til voksen. I romanen kaldes rejsen bl.a. for ”noget betydningsfuldt i livet. Et overgangsrite” (s. 65).

51244060

En anden væsentlig tematik hænger sammen med bogens titel. De tre nye venner mødes ved det mindst prestigiøse bord i spisesalen, som er længst væk fra kaptajnens bord: ””Det ser ud til at vi er blevet placeret ved kattens bord”, sagde kvinden ved navn miss Lasqueti. ”Vi sidder på den mindst privilegerede plads”” (s. 15). Fra denne outsiderens udsigtspost betragtes de mange dramatiske begivenheder blandt de farverige medpassagerer – som kvinden, der får sit øre gennemboret af en gaffel, rigmanden, der er syg af hundegalskab, kleptomanen Baron C, og en mystisk fange i lænker. Udsigelsespositionen på behørig afstand af begivenhederne er også blevet fortolket som et billede på forfatterens arbejde med at se oplevelser på god afstand og omskabe det til fiktion ved at digte frit.