Louise O'Neills YA-roman ”Asking for it” (”Hun bad selv om det”, 2017) fra 2015 handler om den 18-årige Emma O'Donovan og hendes veninder, der lever et privilegeret og lidt kedeligt liv i den lille by Ballinatoom i Irland. Deres tilværelse går egentlig sin stille gang – lige indtil en aften, der udvikler sig fuldstændig eksplosivt og kulminerer med, at Emma bliver gruppevoldtaget. Overgrebet bliver fotograferet i detaljer og spredt med lynets hast på sociale medier. Snart er Emma og hendes familie paria – udstødt - i den lille by, hvor man overordnet abonnerer på fortællingen om, at Emma er en luder og de tre voldtægtsmænd derimod af god familie og desuden helte på det lokale fodboldhold. Så helt galt kan det vel ikke være...
53611885
Emma nedbrydes indefra af traume, skyld og skam, og hendes familie nedbrydes udefra af det konstante pres fra omverdenen, der vil have hende til at opgive sin anklage og lade være med at føre sag mod de tre fyre, hvis 'liv hun jo ødelægger'.
Allerede med romanens titel er vi inde i bogens hovedtema: idéen om, at man selv kan være skyld i et overgreb – victim-blaming. 'Hun bad selv om det' er dels et citat fra et radioprogram i bogen, hvor Emmas 'sag' bliver diskuteret, dels et standardcitat fra voldtægts- og hævnporno-debatten, som kan være svært at få hold på, for hvad betyder dét egentlig lige? Bad Emma virkelig selv om at blive afklædt, voldtaget af tre forskellige fyre, kastet op på, tisset på? 'Beder' nogen om at blive voldtaget?
Bogen er fortalt i første person nutid med Emma som fortæller. Den er inddelt i to halvdele, ”Sidste år” og ”Nu”, der hver er inddelt i kapitlerne ”Torsdag”, ”Fredag”, ”Lørdag”, ”Søndag” og ”Mandag”. ”Nu”-delen dog også med et afsluttende kapitel, ”Tirsdag”. I mellem de to dele er der gået et års tid. Altså strækker bogens knap 400 sider sig over to forlængede weekender, et tidsrum der går hurtigt i bogens første, tumultariske del og ulideligt langsomt i den anden del, hvor Emma rammer bunden og skal gennemtænke noget så simpelt som at spise morgenmad i detaljer, før hun magter det: ”... jeg glor på æsken med mysli. Jeg gennemgår processen i mit hoved. Tag fat om æsken, hæld ned i skålen, put mælk på. Tag skeen, og spis. Smagen af pap og ingenting...” (s. 301).