Louise O'Neill nævner den engelske forfatter Enid Blytons bøger som en af sine første litteratur-åbenbaringer. Dernæst Margaret Atwood. Inspirationen fra et værk som ”The Handmaid's Tale” (”Tjenerindens fortælling”) er da også tydelig, særligt i ”Skabt for dig”, hvor karakteren Kyske Ruth f.eks. virker fuldstændig parallel til Atwoods frygtindgydende Tante Lydia. De tematiske paralleller er også evidente: Det misogyne patriarkat, kvindens totale objektgørelse, relationerne mellem kvinder, hjernevask og ensretning, despoti og diktatur. Derudover naturligvis genrefællesskabet: Den dystopiske sci-fi.
George Orwells ”1984” er helt klart også fundament for O'Neills universer – igen først og fremmest i ”Skabt for dig”, hvor den totale afvisning af lærdom og sammenhængende, individuel tænkning er en grum præmis for hele samfundets struktur.
O'Neill nævner selv den irske forfatter Marian Keyes (1963-) som både inspirator og ven: ”... jeg troede, jeg skulle skrive Marian Keyes' romaner, at de ville komme til at handle om svære emner, men være sjove. Men eftersom du kan se, hvor sjove mine romaner rent faktisk er, tror jeg, Marian kan tage det helt roligt.” (Una Mullally: Louise O’Neill: ‘The hardest place to maintain my feminism is in a relationship with a straight man'. www.irishtimes.com, 2018-02-24. Egen oversættelse).
Udover en litterær kontekst virker det oplagt at indsætte O'Neills forfatterskab i en endnu større popkulturel og ungdomskulturel sammenhæng. Forfatterskabet er vævet ind i moderne ungdomskultur og dens brug af medier, herunder selvfølgelig de sociale medier. O'Neill bruger en langsom form – bogen – til at gribe fat i kraven på en hurtig form – de sociale medier, som de bruges i den mest omskiftelige, trend-definerede kultur af alle: Den vestlige verdens privilegerede ungdomskultur. På den måde kan man sige, at de hurtige sociale medier leverer en bouillonterning af ungdomskultur til bogen, eller rettere, bøgerne, som de koger deres – relativt – langsomme suppe på. En suppe, der bliver ganske besk og tankevækkende – og det kan vi jo så altså bl.a. takke SoMe for.