Det, der primært karakteriserer Klas Östergrens romaner, er den overvældende fortælleglæde, de er skrevet med. Romanerne er potente og vidt løbne fortællinger, der indimellem tangerer røverhistorier, og andre gange giver rørende indblik i en anden tid.
Klas Östergrens romaner er overvejende realistiske, men han har en tendens til at mudre fiktionen, eller i hvert fald sætte spørgsmålstegn ved hvad der er sandt og falsk. Det er især de tre sammenhængende romaner ”Gentlemen”, ”Gangsters” og ”Renegater” eksempler på. For det første bøjer han fiktionens form, når hans fortæller i romanerne hedder Klas Östergren, og for det andet bryder han hele historien i ”Gentlemen”, som vi kender den, ned i ”Gangsters”. Selv vil Östergren ikke kalde sin trilogi for et autofiktivt værk, trods det at han deler navn med fortælleren, og at meget stof er baseret på virkelige hændelser, både private og offentlige. Han har forklaret, at navnelegen begyndte som en midlertidig løsning, da han skrev ”Gentlemen”, fordi han ikke lige kunne finde på noget bedre.
Skarpheden i persontegningerne og situationsbeskrivelserne er gennemgående i Östergrens forfatterskab. ”I en skov af sumak” fremstår som et klart tidsbillede på livet i Stockholm anno 1970, som det tog sig ud for en teenager, der netop er blevet færdig med skolen. Fortælleren Kenneth observerer med klarhed det miljø, han er vokset op i: ”en af Stockholms mest børnerige bydele, befolket af arbejdere, som opførte sig pænt og boede småt, iblandet andre, mænd der opførte sig knap så pænt, gjorde så meget desto mere væsen af sig og havde en betydelig indflydelse på bydelens ry.” (”I en skov af sumak”, s. 12).
Disse mænd, der opfører sig knap så pænt, er et ud af mange eksempler på den fascination af randeksistenser, man finder hos Östergren. Han hiver de skæve, grove og dybt tragiske skæbner fra det svenske folkhemmets storhedstid frem og viser, at alt måske ikke var bedre i gamle dage.
Litterære referencer og musik er en ikke ubetydelig del af Klas Östergrens bøger. I ”Gentlemen” forsøger fortælleren forgæves at skrive en pastiche over ”Röda rummet” af August Strindberg, mens der også er utallige litterære referencer i ”I en skov af sumak”. Her spiller også The Beatles’ sang ”Yesterday” og ”Melancholy Man” af The Moody Blues centrale roller i fortællingen.
Romanen ”Hilde” er i sig selv én lang pastiche over bipersonen Hilde Wangel, der optræder i flere skuespil af Henrik Ibsen. Her forestiller Östergren sig, hvordan det gik den egensindige og selvstændige Hilde, efter Ibsen-læsernes seneste møde med hende i ”Bygmester Solness”.