I Anja Otterstrøms noveller lurer det sære lige under dagligdagens fine fernis. I de ofte ultrakorte tekster er den klassiske novelles store og jordskælvslignende begivenhed tit fraværende. I stedet stilles der skarpt på de små rystelser i livet, der dog ikke er mindre interessante. Med dette og hendes fokus på menneskelige relationer, passer Otterstrøms noveller fint ind 00’ernes novelle- og kortprosatradition, som man for eksempel finder i Dorthe Nors’ ”Kantslag” (2008) og Naja Marie Aidts ”Bavian” (2005).
Over for det genkendelige og hverdagsagtige står de mange indbrud af noget absurd, ekstremt eller grotesk. I anmeldelser er Anja Otterstrøms noveller blevet sammenlignet med Villy Sørensens ”Sære historier” (1953) og ”Ufarlige historier” (1955). Her finder man også fortællinger, hvor noget grumt eller absurd bryder ind i hverdagen, eksempelvis i den kendte novelle ”Blot en drengestreg”. Her skærer to små drenge benet af en tredje dreng, fordi han har fået et sår, og de er sikre på, at han ellers vil dø af blodforgiftning. Den grusomme begivenhed fortælles med en nøgtern og koncentreret tone, som man også kan finde hos Otterstrøm. Nanna Goul arbejder i sin novellesamling ”Erle perle” (2017) som Otterstrøm med det groteskes indslag i hverdagen, og her fremstår det unormale også som noget selvfølgeligt.
Det absurde spiller en helt særlig rolle hos Otterstrøm, hvilket kan give mindelser til Franz Kafkas forfatterskab. I novellen ”Lotteri” fra ”Enebørn” venter et nybagt forældrepar på at få deres datters ”nummer” at vide. I dette samfund bliver hvert barn ved fødslen tildelt et nummer fra myndighederne, som repræsenterer deres samlede antal leveår, og hvis tallet viser sig at være meget lavt, skal forældrene tage stilling til, om de vil donere år fra deres eget nummer til barnet. Samme udstilling af et absurd bureaukrati findes i novellen ”Den var over fem” fra ”En ikke ualmindelig bivirkning”. Her kan en mor ikke få sin datter med hjem fra børnehaven, fordi hun har glemt at gøre indsigelser og dermed passivt accepteret institutionens nye afhentningsregler. Begge noveller er eksempler på den light-version af et kafkask bureaukratiunivers, som florerer i både ”Enebørn” og ”En ikke ualmindelig bivirkning”.