Anja Otterstrøm

Otterstrøm er født i Roskilde i 1966 og vokset op i Rødovre med sin familie, der udover forældrene også tæller en lillesøster. Hendes mor var bogholderiassistent, og faren nåede, inden han gik på pension, både at virke som elektriker, politimand og borgmester i Egedal Kommune.

Med debuten ”Enebørn” fra 2010 skilte Otterstrøm sig ud fra den gængse debutant: Hun var 44 år, uddannet cand.merc.jur. 18 år tidligere og arbejdede som embedsmand i Undervisningsministeriet. Selv om skrivelysten har været der siden folkeskoletiden, hvor dansk var hendes yndlingsfag, tog det alligevel tid at nå frem til et punkt, hvor hun var klar til at udgive sine tekster. Hun har kaldt sig selv for en ”rigtig flinkeskolepige” (Charlotte Hallbæck: Noveller: En atypisk debutant. Femina, 2010-04-13), der følte, at hun skulle gøre sin borgerpligt i ministeriet og få familie, inden hun kunne kaste sig over forfattergerningen. Desuden tog det tid at modnes som historiefortæller: ”Det har bare taget meget lang tid for mig at nå frem til en afrundethed i mig selv, for at jeg kunne sætte nogle historier ud, som ikke var alt for private, men alligevel tog fat i noget personligt stof. For det skal jo ikke være en dagbog; det skal være noget, der har almen interesse.” (Klaus Rothstein: Interview med Anja Otterstrøm. Skønlitteratur på P1, 2010-04-22).

Otterstrøms indtil videre to novellesamlinger er blevet til under vidt forskellige omstændigheder. ”Enebørn” blev skrevet over mange år, mens hendes to sønner var små, og hun måtte derfor udnytte togture, aftener og ventetiden i svømmehallen, når drengene var til svømning, til at skrive. Den anden novellesamling, ”En ikke ualmindelig bivirkning” (2012), blev til gengæld skrevet i løbet af en tre måneder lang orlov. Ifølge hende er der fordele og ulemper ved begge forløb: ”Da jeg havde orlov og skrev meget koncentreret, forsvandt jeg nærmest ind i figurerne, jeg så ikke ret mange mennesker i den periode. Min familie vil nok sige, at jeg forsvandt lidt fra dem, fordi hele forløbet var så intensivt – der var næsten helt tomt, da bogen var færdig. Så man er selvsagt mere til stede, når man skriver lidt hist og pist over flere år. Men der var noget utroligt godt ved at skrive intensivt i min orlov.” (Christine Fangel Juhl: Interview til Forfatterweb. Februar 2018).

I dag bor Anja Otterstrøm igen i Roskilde med mand og to børn og arbejder stadig i Undervisningsministeriet.

Det sære i det nære kunne være undertitlen på Anja Otterstrøms debut, novellesamlingen ”Enebørn” (2010). I de 19 noveller kiler bizarre handlinger, uventede begivenheder og groteske situationer sig ind i de forhold, som bogens karakterer indgår i – om det er parret, der under en gåtur langs havet er vidner til et besynderligt hærdelsesritual af spædbørn; manden, der ikke kan få sin sovesofa med fra sit fremlejede værelse, og hvis kæreste vil have ham til at sige noget ”juridisk” til udlejeren; eller kvinden, der lader en fremmed mand hænge et portræt af ham og sin afdøde mor op på hendes stuevæg, fordi det var morens sidste ønske.

Samlingens første novelle ”Kost og logi” er et tydeligt eksempel på menneskers indimellem uforklarlige omgangsformer. Her opdager en ung kvinde, at den ekskæreste, hun netop har slået op med, gemmer sig i hendes lejlighed. I stedet for at afsløre ham og sende ham væk, lader hun ham sidde i hjørnet bag lænestolen, mens hun ser tv og bagtaler ham over telefonen. Selv om hun nyder at pine ham med saftige detaljer om opfundne romancer, kan hun alligevel ikke lade være med at stille kiks og forloren skildpadde frem til ham, og da han en aften er forsvundet fra sin plads i hjørnet, er det ikke lettelsen, der overmander hende. Nej, hun er nærmere skuffet over, at han er gået sin vej uden at sige noget.

28211422

I titelnovellen resulterer en mors manglende situationsfornemmelse i en konflikt, da hun fortæller sin voksne datter, der netop har fået foretaget en abort, at hun selv bortadopterede datterens lillebror væk. Morens åbenhjertighed åbner ikke op for den kommunikationskanal, hun ønskede, men skaber en endnu større kløft mellem mor og datter.

Alle novellerne i ”Enebørn” tager livtag med forskellige menneskelige relationer, og de komplikationer der følger med – ofte med et absurd twist i handlingen. Novellerne er korte og stilen minimalistisk og ligefrem, skrevet overvejende i enkle hovedsætninger. Der er få miljøskildringer, og i stedet beskriver den skiftende fortæller mere situationer end personer eller omgivelser. Det er begivenhederne og karakterernes handlinger, der er det vigtige. Selv om novellernes miljø sjældent skildres udførligt, går Rødovre som location igen samlingen igennem. Den præcise udpegning af byen som handlingssted står i kontrast til, at karaktererne ofte er navnløse og generelt fremstår anonyme.