Anja Otterstrøm

stud.mag. Christine Fangel Juhl/Bureauet, marts 2018.
Main image
anja otterstrøm

Indledning

Selv om det er i hverdagen, Anja Otterstrøm henter inspiration til sine noveller, er det ikke sjældent en forvredet virkelighed, der træder frem i hendes tekster. Tankeeksperimentet ”Hvad nu hvis?” synes at være motoren i hendes indtil videre to novellesamlinger, ”Enebørn” (2010) og ”En ikke ualmindelig bivirkning” (2012), der viser menneskelige relationer sat på spidsen i absurde, groteske og bizarre situationer.

29342539

Blå bog

Født: Februar 1966, Roskilde.

Uddannelse: Cand.merc.jur., CBS, 1992.

Debut: Enebørn. Bahnhof, 2010.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: En ikke ualmindelig bivirkning. Tiderne Skifter, 2012.

Inspiration: Hverdagssituationer og -samtaler.

 

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Jeg fortæller, at jeg skal hente Sofie. At jeg er hendes mor. Og at jeg gerne vil tale med en af de almindelige pædagoger. Han siger, han er pædagog på aftenholdet, og at jeg jo er kommet efter lukketid. Derfor spiser og overnatter Sofie i institutionsregi. ’I institutionsregi?’ siger jeg. ’Ja, hun spiser og overnatter i institutionsregi,’ gentager han og fortsætter, ’ifølge de nye regler.’”

”Den var over fem” i ”En ikke ualmindelig bivirkning”, s. 40.

Otterstrøm er født i Roskilde i 1966 og vokset op i Rødovre med sin familie, der udover forældrene også tæller en lillesøster. Hendes mor var bogholderiassistent, og faren nåede, inden han gik på pension, både at virke som elektriker, politimand og borgmester i Egedal Kommune.

Med debuten ”Enebørn” fra 2010 skilte Otterstrøm sig ud fra den gængse debutant: Hun var 44 år, uddannet cand.merc.jur. 18 år tidligere og arbejdede som embedsmand i Undervisningsministeriet. Selv om skrivelysten har været der siden folkeskoletiden, hvor dansk var hendes yndlingsfag, tog det alligevel tid at nå frem til et punkt, hvor hun var klar til at udgive sine tekster. Hun har kaldt sig selv for en ”rigtig flinkeskolepige” (Charlotte Hallbæck: Noveller: En atypisk debutant. Femina, 2010-04-13), der følte, at hun skulle gøre sin borgerpligt i ministeriet og få familie, inden hun kunne kaste sig over forfattergerningen. Desuden tog det tid at modnes som historiefortæller: ”Det har bare taget meget lang tid for mig at nå frem til en afrundethed i mig selv, for at jeg kunne sætte nogle historier ud, som ikke var alt for private, men alligevel tog fat i noget personligt stof. For det skal jo ikke være en dagbog; det skal være noget, der har almen interesse.” (Klaus Rothstein: Interview med Anja Otterstrøm. Skønlitteratur på P1, 2010-04-22).

Otterstrøms indtil videre to novellesamlinger er blevet til under vidt forskellige omstændigheder. ”Enebørn” blev skrevet over mange år, mens hendes to sønner var små, og hun måtte derfor udnytte togture, aftener og ventetiden i svømmehallen, når drengene var til svømning, til at skrive. Den anden novellesamling, ”En ikke ualmindelig bivirkning” (2012), blev til gengæld skrevet i løbet af en tre måneder lang orlov. Ifølge hende er der fordele og ulemper ved begge forløb: ”Da jeg havde orlov og skrev meget koncentreret, forsvandt jeg nærmest ind i figurerne, jeg så ikke ret mange mennesker i den periode. Min familie vil nok sige, at jeg forsvandt lidt fra dem, fordi hele forløbet var så intensivt – der var næsten helt tomt, da bogen var færdig. Så man er selvsagt mere til stede, når man skriver lidt hist og pist over flere år. Men der var noget utroligt godt ved at skrive intensivt i min orlov.” (Christine Fangel Juhl: Interview til Forfatterweb. Februar 2018).

I dag bor Anja Otterstrøm igen i Roskilde med mand og to børn og arbejder stadig i Undervisningsministeriet.

Enebørn

"Da jeg er færdig med at tale med Karoline, ringer jeg hjem til Malene, selvom jeg ved, at hun er i Berlin, og så fortæller jeg telefonen om, hvor dårlig jeg synes, han var i sengen, hvor irriterende det var, at han altid ville have mig til at interessere mig for ting, som jeg slet ikke syntes var spændende, og hvor latterligt jeg altid syntes, det var, når han købte bluser til mig i Illum. Sådan nogle konede nogle, som jeg altid i smug byttede dagen efter.”
”Kost og logi” i ”Enebørn”, s. 11-12.

Det sære i det nære kunne være undertitlen på Anja Otterstrøms debut, novellesamlingen ”Enebørn” (2010). I de 19 noveller kiler bizarre handlinger, uventede begivenheder og groteske situationer sig ind i de forhold, som bogens karakterer indgår i – om det er parret, der under en gåtur langs havet er vidner til et besynderligt hærdelsesritual af spædbørn; manden, der ikke kan få sin sovesofa med fra sit fremlejede værelse, og hvis kæreste vil have ham til at sige noget ”juridisk” til udlejeren; eller kvinden, der lader en fremmed mand hænge et portræt af ham og sin afdøde mor op på hendes stuevæg, fordi det var morens sidste ønske.

Samlingens første novelle ”Kost og logi” er et tydeligt eksempel på menneskers indimellem uforklarlige omgangsformer. Her opdager en ung kvinde, at den ekskæreste, hun netop har slået op med, gemmer sig i hendes lejlighed. I stedet for at afsløre ham og sende ham væk, lader hun ham sidde i hjørnet bag lænestolen, mens hun ser tv og bagtaler ham over telefonen. Selv om hun nyder at pine ham med saftige detaljer om opfundne romancer, kan hun alligevel ikke lade være med at stille kiks og forloren skildpadde frem til ham, og da han en aften er forsvundet fra sin plads i hjørnet, er det ikke lettelsen, der overmander hende. Nej, hun er nærmere skuffet over, at han er gået sin vej uden at sige noget.

28211422

I titelnovellen resulterer en mors manglende situationsfornemmelse i en konflikt, da hun fortæller sin voksne datter, der netop har fået foretaget en abort, at hun selv bortadopterede datterens lillebror væk. Morens åbenhjertighed åbner ikke op for den kommunikationskanal, hun ønskede, men skaber en endnu større kløft mellem mor og datter.

Alle novellerne i ”Enebørn” tager livtag med forskellige menneskelige relationer, og de komplikationer der følger med – ofte med et absurd twist i handlingen. Novellerne er korte og stilen minimalistisk og ligefrem, skrevet overvejende i enkle hovedsætninger. Der er få miljøskildringer, og i stedet beskriver den skiftende fortæller mere situationer end personer eller omgivelser. Det er begivenhederne og karakterernes handlinger, der er det vigtige. Selv om novellernes miljø sjældent skildres udførligt, går Rødovre som location igen samlingen igennem. Den præcise udpegning af byen som handlingssted står i kontrast til, at karaktererne ofte er navnløse og generelt fremstår anonyme.

Genrer og tematikker

Anja Otterstrøm skriver med udgangspunkt i et realistisk genkendeligt univers, men lader ofte noget uhørt, absurd eller bizart bryde ind. Indtil videre har hun kun udgivet noveller, og denne genre passer da også godt til at vise livets små eller store katastrofer. Brud og savn er et gennemgående tema i begge samlinger, og relationer og kommunikation mennesker imellem er på spil i stort set samtlige noveller. I ”En ikke ualmindelig bivirkning” er der dog flere noveller, som vender sig indad og har mere fokus på hovedpersonens – ofte en jegfortællers – mentale tilstand og selvværd eller mangel på samme.

Der ligger ofte en kritisk tone under novellernes historier, for eksempel er forholdet mellem individ og samfundets regler et tilbagevendende motiv. Otterstrøm viser på ofte ganske opfindsom vis, hvordan der ikke skal mange forskydninger til, før de gængse normer sættes ud af spil, og man drives til desperate handlinger. Flere af novellerne udspiller sig i noget, der minder om vores tid og verden, men afslører et andet samfund, hvor andre regler gælder.

Det er i hverdagen – og også på jobbet som embedsmand – at Otterstrøm henter det meste af sin inspiration: ”Jeg snapper sætninger og små kommentarer op, og jeg hører, hvad folk fortæller, hvad der sker på hjemmefronten. Det er jo det her med relationer mellem mennesker, der i virkeligheden interesserer mig.” (Klaus Rothstein: Interview med Anja Otterstrøm. Skønlitteratur på P1, 2010-04-22).

Alle novellerne har en realistisk base, men ofte låner Anja Otterstrøm træk fra andre genrer. For eksempel er der science fiction-træk i novellen ”Lotteri”, og den måde, de handlende i ”Ekspedienterne” omvendes fra købere til sælgere, kan minde om den absurde dramatik. Stilen i begge novellesamlinger er minimalistisk, og det er sjældent Otterstrøm udsmykker sin prosa med overflødige sprogblomster og lyriske passager. Til gengæld er der ofte noget humoristisk i hendes skrivemåde, som særligt kommer til udtryk i dialogen.

Beslægtede forfatterskaber

I Anja Otterstrøms noveller lurer det sære lige under dagligdagens fine fernis. I de ofte ultrakorte tekster er den klassiske novelles store og jordskælvslignende begivenhed tit fraværende. I stedet stilles der skarpt på de små rystelser i livet, der dog ikke er mindre interessante. Med dette og hendes fokus på menneskelige relationer, passer Otterstrøms noveller fint ind 00’ernes novelle- og kortprosatradition, som man for eksempel finder i Dorthe Nors’ ”Kantslag” (2008) og Naja Marie Aidts ”Bavian” (2005).

Over for det genkendelige og hverdagsagtige står de mange indbrud af noget absurd, ekstremt eller grotesk. I anmeldelser er Anja Otterstrøms noveller blevet sammenlignet med Villy Sørensens ”Sære historier” (1953) og ”Ufarlige historier” (1955). Her finder man også fortællinger, hvor noget grumt eller absurd bryder ind i hverdagen, eksempelvis i den kendte novelle ”Blot en drengestreg”. Her skærer to små drenge benet af en tredje dreng, fordi han har fået et sår, og de er sikre på, at han ellers vil dø af blodforgiftning. Den grusomme begivenhed fortælles med en nøgtern og koncentreret tone, som man også kan finde hos Otterstrøm. Nanna Goul arbejder i sin novellesamling ”Erle perle” (2017) som Otterstrøm med det groteskes indslag i hverdagen, og her fremstår det unormale også som noget selvfølgeligt.

Det absurde spiller en helt særlig rolle hos Otterstrøm, hvilket kan give mindelser til Franz Kafkas forfatterskab. I novellen ”Lotteri” fra ”Enebørn” venter et nybagt forældrepar på at få deres datters ”nummer” at vide. I dette samfund bliver hvert barn ved fødslen tildelt et nummer fra myndighederne, som repræsenterer deres samlede antal leveår, og hvis tallet viser sig at være meget lavt, skal forældrene tage stilling til, om de vil donere år fra deres eget nummer til barnet. Samme udstilling af et absurd bureaukrati findes i novellen ”Den var over fem” fra ”En ikke ualmindelig bivirkning”. Her kan en mor ikke få sin datter med hjem fra børnehaven, fordi hun har glemt at gøre indsigelser og dermed passivt accepteret institutionens nye afhentningsregler. Begge noveller er eksempler på den light-version af et kafkask bureaukratiunivers, som florerer i både ”Enebørn” og ”En ikke ualmindelig bivirkning”.

Bibliografi

Noveller

Otterstrøm, Anja: Enebørn. Bahnhof, 2010.
Otterstrøm, Anja: En ikke ualmindelig bivirkning. Tiderne Skifter, 2012.

Kilder citeret i portrættet

Skønlitteratur på P1, 2010-04-22.
Juhl, Christine Fangel: Interview til Forfatterweb. Februar 2018.