Birkelands hovedpersoner er for det meste lidt ængstelige og usikre typer. Det gælder navnlig for mange af drengene i hans bøger.
Sådan en dreng er også Lasse i Dage med Hvæs. Lasse er ikke en af dem, gårdens andre drenge regner med, når der skal spilles fodboldkamp. Tit er han også bange for de andre drenge. Han er netop raget uklar med dem, da hans kusine, Maj kommer på sommerferie hos ham.
Maj - med indianernavnet Hvæs - tør en masse. Og så er hun god til både selvforsvar og fodbold. Der fortælles sjovt om, hvordan hun imponerer alle de skrappe drenge og lærer Lasse at tro på sig selv.
Birkeland er godt til at beskrive de to børns forhold, og han viser, at også Maj og de barske gutter kan være følsomme.
I Arnold-gruppen er det en farfar, der pludselig følger sig sat uden for.
Arnold bliver nødt til at gå på efterløn, da han bliver fyret fra sit arbejde. Han er ved at kedes sig ihjel; men hans tre børnebørn bliver enige om at få Arnold i humor igen og viser ham, at der stadig er brug for hans mange evner. De opretter Arnold-gruppe, som ikke bare giver sig af med at rense tagrender, men også med at sætte humør i folk ved S-togs-stationen.
Bogen fortæller på en varm måde om fællesskabet mellem børnene og deres farfar. Selv om baggrunden for handlingen er store problemer som arbejdsløshed og fortravlede forældre, er bogen skægt fortalt og fuld af gags.