Multimedial ung kærlighed

Gahrton og Unenge debuterede i 1987 med tegneserien “Agent Annorlunda” , der handler om den lidt klodsede agent, der sendes på spændende opgaver rundt i verden. Derefter fulgte “Eva & Adam” , der blev bragt som føljetonserie i børne- og ungdomsbladet Kamratposten i 1991. Hovedpersonerne er 12-13 år, og historierne handler om skole, kærlighed og venskab. Tegneserien blev duoens store gennembrud. Der kom mange henvendelser fra læserne, og Unenge og Gahrton lod sig inspirere af de mange forslag og ideer. De besøgte en masse skoler og arrangerede en tegnelejr for unge teenagere. Denne læserinvolvering fremhæves ofte som en væsentlig årsag til seriens store og umiddelbare succes hos målgruppen.

Siden 1993 er “Eva & Adam” udkommet i elleve albums og Gahrton har senere omskrevet serien til ti bøger med illustrationer af Unenge. Bøgerne blev til Gahrtons overraskelse godt modtaget: »Jeg har nemlig været lidt bange for at arbejde med tekst, men eftersom jeg ned til den mest intime detalje kendte hovedpersonerne, så gik det faktisk let at gestalte dem i bogens form. Bøgerne skrev næsten sig selv.« (Portræt på www.evaochadam.com).

21312169

Indtil videre er albums og bøger blevet oversat til seks sprog. Gahrton og Unenge har også skrevet en prisbelønnet Tv-serie, en spillefilm, samt to Cd-rom spil baseret på serien. Undervejs har de lavet en tegneserieversion af Anders Jacobssons og Sören Olssons “Bert”, “Berts Dagbok” (1992), som er udkommet i årlige tegneseriealbums.

I serien “Eva & Adam” er den grundlæggende historie den samme, uanset medie. Den lidt generte Adam er lige flyttet til byen med sine forældre, og han skal derfor starte i en ny skole. Han bliver hurtigt gode venner med Alexander, som er klassens sjove dreng, og lun på Eva, en temperamentsfuld og selvstændig pige. Hun er bedste veninde med Anna, som er interesseret i Alexander. Men han har tilsyneladende kun øjne for klassens smukke pige. Adam begynder at gå til guitarundervisning sammen med Eva, og de finder hurtigt ud af, at de vældig godt kan lide hinanden. Efter en del fnisen og rødmen bliver de kærester.

Centrum i historierne er således denne firebande, hvis periferi er familien og resten af klassen. I hver episode, hvor synsvinklen skifter mellem Eva og Adam, behandles forskellige dagligdags emner som jalousi, venskab og tidskrævende hobbyer.