Et tematisk og sprogligt sporskifte i Måns Gahrtons forfatterskab kom med “Vi grävar upp mormor!” fra 1998 (“Vi graver mormor op!”, 1999) med illustrationer af Johan Unenge. Det er historien om to børn, Maja og Futten, der har svært ved at forlige sig med tanken om, at deres mormor er død. De får ikke lov til at komme med til begravelsen, og de plages af forestillingen om, at mormoren slet ikke er rigtig død. Derfor beslutter de sig til en mørk nat at grave hende op igen. Det får ordensmagten dog forpurret, og en kvindelig politibetjent får i løbet af natten hjulpet børnene til at forstå savnet.
Børnenes sorgproces er både fintfølende og afvæbnende humoristisk beskrevet. Sjove indfald er der også, som at broderen altid bærer en redningsvest, når han og søsteren går hjemmefra. Forældrene undrer sig, men Futtens udstyr skyldes, at børnene frem for at gå i parken går ned til vandet. Det må de ikke, fordi der er fare for, at han falder i vandet, så derfor har Maja på storesøstermanér sikret lillebroderen.
Ved at skrive om de følelser og tanker børn har i forbindelse med døden, åbner Gahrton muligheden for en samtale i familien om et emne, som nok sjældent bliver diskuteret. Han gør det samtidig legitimt at sørge på lige præcis den måde, børn nu gør det. Bemærkelsesværdigt er det også, at den sproglige sensibilitet er mere udpræget i denne bog end i de øvrige værker. Eksempelvis ledemotivet i form af en måge, som skal symbolisere mormoderens transformation til engel og den drilagtige omgang med det svære ord “levnedsmidler”, da Maja mener mormoderen må være sulten.