Ligesom de fleste af tidens toneangivende kunstnere og intellektuelle var Jeppe Aakjær ateist. Et tydeligt ærinde for Aakjær var derfor også at skildre og udstille gammeldags og halsstarrig vanekristendom. Men det var en brydningens tid, og de mange bevægelser og ideologier, der sloges om at overtage den patent på folkesjælen, som kristendommen tidligere havde haft, manglede en forståelse for den natur- og menneskeopfattelse, som Jeppe havde fra sin opvækst. Derfor vedblev Jeppe Aakjær at bruge billeder og figurer fra den kristne arv, som – i en selverklæret rørstrømsk udgave af grundtvigianismen – omfavnede disse aspekter.
Jeppe Aakjær var optaget af at finde ind til skildringen af den urkraft og oprindelighed, som han mente, den jyske bonde og hans æt besad. På den måde var han på bølgelængde med åndsfæller som Johannes V. Jensen og Carl Nielsen, der begge søger ned i de vitale kræfter, der gennemstrømmer alt menneskeligt (også naturen og kosmos). Det er dette aspekt ved Jeppe Aakjærs forfatterskab (og navnlig hans lyrik), der har givet forfatteren ry som naturpoet, selvom det i virkeligheden var alt liv og dets sammenhæng, han var optaget af.
I forlængelse af vitalismen lægger Jeppe Aakjær sig også i slipstrømmen af de opdagelser, der blev gjort inden for den samtidige europæiske videnskab med navnlig Charles Darwin. Aakjær var erklæret darwinist, og han kredser i høj grad også om temaer, som er anslået heraf, nemlig arv og miljø. Aakjær søgte at finde forbindelsen mellem en egn og de karaktertræk, egnsbefolkningen har nedarvet fra slægtled til slægtled. Selvom mange af hans tekster er mere eller mindre dystopiske på i hvert fald den traditionelle hedebondes vegne, lå der imidlertid altid en latent tro på, at den moderne bonde kunne skabe et livsmønster, som kunne fungere som et alternativ til storbylivet. Han troede på en evolution, som gik mod noget bedre.