Jeppe Aakjærs folkekære digtsamling ”Rugens sange og andre digte” udkom første gang i 1906, men er sidenhen udkommet i 16 udgaver, hvor Jeppe Aakjær løbende har foretaget ændringer og udskiftet digte. Den centrale digtcyklus, der skildrer en cyklisk bevægelse, fra vinterrugen lægges i jorden i efteråret og spirer frem før frosten, over stensamlersken i foråret, kornmod i forsommeren og til sidst høst i eftersommeren står uændret i samtlige udgivelser. De ”andre digte” har imidlertid været udsat for flittig revision, da forfatteren ønskede, at bogen til hver en tid skulle afspejle det centrale i hans lyriske univers.
”Rugens sange” havde en svær undfangelse, og Jeppe måtte af flere omgange i skriveeksil for at få den formuleret. Efter forfatterens egen fortælling måtte han have styr på rytmen først. Da han havde opdaget det, kunne han ”med Lethed fylde formen med skjøn Høststemning” (s. 12). Rytmen – eller rytmerne – træder vitterlig også tydeligt frem i samlingen. Den er mestendels traditionel, minder om folkeviser eller salmer, og er fyldt med rytmiske udtryk som rim og krydsrim.
26193613
På indholdssiden arbejder Aakjær videre i samme miljø som hidtil, hvor det er almuen på heden, det handler om og områdespecifikke figurer. Hyrden, hyrdinden, staldknægten og landmanden går igen og ikke mindst den omsorgsfulde engleagtige madmoder. Aakjærs digte har et mere vitalistisk præg end hans prosa, og han hylder det frie og ubundne liv som hyrde, i pagt med kraftens, kroppens og naturens energistrømme. Hyrden modstilles på mange måder den mere ufrie landmand, der er bundet til netop sit stykke land og ikke har mulighed for samme nomadiske adfærd.
”Rugens sange” vandt bred popularitet i samfundet, og flere af digtene har status som folkelige klassikere. Det skyldes ikke mindst sangbøgerne, at Jeppe Aakjær er formidlet så bredt. Mange af hans digte er nemlig omsat til sange med melodi af så navnkundige folk som Carl Nielsen, der i øvrigt var nær ven til Jeppe, Thorvald Aagaard og Oluf Ring. I konkurrence med B.S. Ingemann er Aakjær en af dem, der leverer flest sange til Folkehøjskolens sangbog, og mange af Aakjærs tekster er da også groet sammen med melodierne i en grad, så man ikke kan læse f.eks. ”Jens Vejmand”, ”Jeg er havren” eller ”Sneflokke kommer vrimlende” uden til den rette melodi.