Asfaltblomstens duft

Citat
”Ingen slipper, hvis de er skyldige. Nogle af frihedskæmperne er faldet i kampen mod fjenden på grund af stikkeri. Man skal vogte sig for stikkere. De er på tyskernes side og findes overalt, fortæller hun og ser strengt på brødrene.”
”Asfaltblomstens duft”, s. 105.

Debutromanen ”Asfaltblomstens duft” fra 2010 handler om den dansk-tyske familie Haken under 2. verdenskrig. Historien begynder i Rusland, hvor den danske købmand Emil Haken og hans familie må flygte fra den kommunistiske revolution. Sønnen Oscar når efter en dramatisk tur frem til København, hvor resten af historien foregår. På flugten bliver han gift med den tyske pige Gertrud, som har mistet sine brødre og far i krigen. I København starter Oscar og Gertrud en ny tilværelse og får tre børn: Carl, Thomas og Cæcilie. Oscar begynder pga. sine erfaringer fra Rusland at sympatisere med nazismen, som vil bremse kommunismens indtog. Han når dog ikke at opleve meget af den, da han bliver skudt. Efter Oscars død må Gertrud og de tre børn klare sig selv. En opgave, der ikke er helt nem, fordi de på grund af Gertruds tyske baggrund og Oscars holdninger opfattes som nazisympatisører. 

28480962

Bogen er skrevet i nutid og fremstår på den måde som et detaljeret øjebliksbillede af krigstidens København, både før og specielt under besættelsestiden. Nutidsformen giver en høj grad af identifikation, fordi læseren følger personernes tanker og handlinger her og nu. Identifikationen og dybden i personerne forstærkes af, at romanen fortælles af en alvidende fortæller med skiftende synsvinkler, så historien på den måde fortælles fra flere perspektiver. Det er med til at nuancere bogens tematikker og problemstillinger.
Titlen henviser til den styrke, som romanens personer må finde i sig selv for at klare de mange grusomheder og trængsler, som krigstiden byder på. Den kan også opfattes som, at der midt i alt det grufulde, er smukke øjeblikke – som en blomst, der skyder op gennem den mørke asfalt. F.eks. indeholder bogen en poetisk beskrivelse af Gertruds møde med en engel, som helbreder hende for en livstruende sygdom.
Bogen tematiserer både Gertruds og de tre børns søgen efter deres nationale og politiske identitet. I denne søgen må de bl.a. forholde sig til eksistentielle temaer som moral, kærlighed, sandhed og løgn. Romanens beskrivelse af personernes søgen efter national identitet kan sammenlignes med nutidige forhold for indvandrere, ikke mindst andengenerationsindvandrere, som kan være splittet mellem deres familiemæssige kulturelle tilhørsforhold og forankringen i det land, de er født.