Peer Louis Aarestrups anden roman, ”Diamantpigen” fra 2011, er en uafhængig opfølger til ”Asfaltblomstens blomst” om den dansk-tyske Haken-families liv under og efter 2. verdenskrig. I ”Diamantpigen” kæmper hele familien efter krigen med omverdenens hetz på grund af deres forbindelse til Tyskland og nazismen. Thomas er præget af sin fortid som nazimedløber og henretter og er ved at gå i hundene af druk. Søsteren Cæcilie føder under dramatiske omstændigheder et barn og prøver herefter at tage livet af barnet og senere af sig selv. Efter de voldsomme oplevelser trækker hun sig ind i sig selv og havner i det psykiatriske system. Hendes mor Gertrud flytter med Cæcilies søn kaldet Vreden til Als. På Als begynder Gertrud en tilværelse som medhjælper i en flygtningelejr for tyske flygtninge. Senere bringes Vreden af sin mor tilbage til København, og her dukker hans ellers ukendte far op på mystisk vis.
Ligesom ”Asfaltblomstens blomst” behandler ”Diamantpigen” eksistentielle temaer som skyld, tro, ondskab, kærlighed, identitet og historiebevidsthed.
Et gennemgående tema er historie, både den enkeltes livshistorie, men også Danmarks historie og verdens historie. Den enkeltes identitet er på godt og ondt præget af både den nation og den tidsperiode, som vedkommende er en del af. En detalje er, at Peer Louis Aarestrup af og til kommer med henvisninger til internettet, som giver læseren mulighed for selv at søge supplerende historiske oplysninger.
29148252
Et af bogens budskaber er, at intet er sort-hvidt. Det viser sig bl.a. ved personernes sammensatte identitet og i skildringen af godhed og ondskab. Ved at beskrive personernes tanker og dilemmaer problematiserer Peer Louis Aarestrup vanskeligheden i at definere nogle mennesker som onde og andre som gode. Grænserne kan være hårfine, og den, der udfører en ond handling, kan også udføre en god – og er han så ond eller god?
Man fornemmer hos personerne den skyld og mistænksomhed, som krigen har bragt med sig. Grænsen mellem skurk og helt er hårfin, og der ligger en morale gemt i bogen om, at en ny begyndelse er mulig via den kristne tros budskab om at tilgive og elske din næste, uanset hvad personen har gjort.
Ligesom i ”Asfaltblomstens duft” er fortælleren alvidende og bevæger sig ind og ud af personerne. Det giver en høj grad af identifikation og nuancering af personerne og de problemstillinger, de slås med.