Det kan virke og er blevet modtaget som en svært tilgængelig skrift, den skrift man finder i Anders Abildgaards tredje bog, Din fjendes fest. Det er også krævende læsning, men det skyldes snarere tekstens åbenhed. Læseren får utroligt meget plads. Der arbejdes med en helt åben benævnelse af personer: han, hun, vi, nogen, som den gennemgående figur i teksten. Det er umuligt at læse det som sammenhængende, konsistente individer eller grupper, men det er også svært at lade være. Det er simpelthen dét ens hoved gerne vil, når man læser, ikke mindst fordi, man er vant til det. Det sætter virkelig ens spekulation i gang, når man så prøver at forbinde sætninger og vi’er med hinanden, der ikke er forbundne, og det skaber en direkte følelse af uhygge, et ubehag der hjemsøger teksterne.
29761736
Første del af bogen er udgjort af to suiter, der er sat op med ofte korte sætninger og meget luft imellem linjerne, og to der er sat op som blokke. Teksterne inden for de suiter opfører sig ikke radikalt væsensforskelligt, men de forskellige opsætninger gør alligevel noget for den måde, man læser teksterne på. Fælles for dem er, at der ofte arbejdes med meget stor afstand fra én sætning til en anden. Det bliver en filmisk skrift, der lader sig inspirere af jump cut-metoden fra film. Det giver teksten en enormt stor bevægelighed. Når der så opstår forløb i teksterne, er det lidt som at trække vejret på en løbetur, beroligende.
Anden del af Din fjendes fest består af et oversat uddrag af den tyske filosof Ludwig Wittgensteins dagbøger fra 1930. Udover at det er spændende, at en digtsamling inkluderer oversættelse i sit udtryk, ligesom Abildgaard gjorde det i Kære venner, kommer det også til at handle om bogens forhold til henvendelse. Hvor første del af bogen forstyrrer forståelsen af henvendelsen i afsenderforstanden, er det modtageren der her bliver mærkelig. For der er jo noget mærkeligt i at læse andre folks dagbøger, mærkeligt og spændende, fordi man egentlig ikke er inviteret indenfor.