Ibis

Citat
”Mad skal smage af lort for dig, vand af betændelse. Luften skal være tyk for dig, at trække vejret skal være som at trække vejret med håndklæder i lungerne. Varme skal være et ukendt fænomen for dig, lys kun kunne anes bag gardiner. Det skal være forbudt for dig at komme ud, stjerne skal du ikke vide, hvad er, dem må du ikke se, du kommer ikke til at stå og læne dig ud af et vindue. Du kommer ikke til at se på nogen nede i gården, ikke i en tysk by, ikke hos en ven, ikke hos en, du elsker.”
”Ibis”, s. 9.

Ibis af Anders Abildgaard bygger på bogen af samme navn, skrevet omkring år 11 af den romerske forfatter Ovid, mens han var forvist til byen Pontus ved Sortehavet, i det vi i dag kender som Rumænien. Ovids Ibis er en serie af detaljerede forbandelser henvendt til et unavngivet du, et du der skal udslettes sammen med alle spor af vedkommendes gerninger.

Abildgaard bruger Ovids værk som skelet for sin Ibis. Her er også en henvendelse til et unavngivet du. Men afsenderen er et svært definerbart vi, og måske i virkeligheden heller ikke en fast størrelse, men de kalder sig selv for ”blodige spøgelser” undervejs.

Ibis er slet og ret en strøm af opfindsomt ondskabsfulde udslettelser af et du. Set på den måde bliver det tydeligt, at Abildgaard har en dyb skepsis over for den klassiske henvendelse i poesien, hvor det apostrofiske du traditionelt er en form for kærlighedsrelation. Her er det altså et du, der ikke skal overvindes til kærlighed, men i stedet skal udslettes, og man kan som læser ikke lade være med at undre sig over, hvad det er for et du, der har gjort sig fortjent til denne form for udslettelse. Ikke at det bliver en læsemotor at finde ud af det, lysten til at læse videre i denne enorme ophobning af ubehageligheder skyldes snarere Abildgaards vilde opfindsomhed.

52359805

Forbandelsens sætningsstruktur er konjunktivet, altså ønsket om noget, der vil ske. Det vil også sige, at der, med lidt variation, opstår mange gentagelser, som også skaber den heftige rytme, teksten oparbejder. En undtagelse der er værd at bemærke er en digression, hvor en ugle får lov til at tale, det bliver et sært ophold for teksten, der ellers kværner derudaf, men også ret behageligt at opholde sig i for læseren, fordi der lige pludselig er plads til andre og ømme følelser midt i al vreden og hadet. 

Ligesom i sine andre bøger gør Abildgaard flittigt brug af citater. Ikke bare har Ibis lånt sit skelet fra Ovid, citater fra den antikke mytologi optræder på lige fod med mere populærkulturelle referencer i ét væk.

Det betyder, at man simpelthen kan læse Ibis som et katalog af ubehageligheder.