I sidste del af Abildgaards debut Sætninger findes en række korte tekster, der kan karakteriseres som en række mikrosituationer, der udspiller sig imellem et jeg, et du og et han. Du-henvendelsen er klassisk, men det mest interessante bliver forholdet mellem ”han” og ”jeg,” venskabet. Venskabets sociale rum viser sig som et meget intimt og ofte ret ubehageligt og usikkert rum. Man kan sige, at ”Kære venner” fra 2009, der er den efterfølgende bog, bliver en videre bevægelse ind i, igennem og ud af venskabet.
De rum, personerne befinder sig i, træder ofte i forgrunden og overlader personerne, og venskaberne der udspiller sig, til at forblive i baggrunden. Det har bl.a. noget at gøre med det utroligt pertentlige forhold, der er til sproget, alting skal være på plads, præcisionen er enorm. Ofte bliver rettelsen brugt som stilistisk figur, hvilket giver en spændende opbremsning og fornemmelse af gentagelse. Hvis der bruges faste vendinger, som egentlig er upræcise, men formidler det, de skal, vil der således ofte være en korrektion i sætningen efter.
Det er i det hele taget ikke altid let at få sagt noget hverken for teksterne eller for personerne i dem.
Stilistisk er der tale om tekster, der ofte gør brug af opremsningen, listeformen, til at bevæge teksten videre i spring eller ryk. Eller de kan gøre brug af et næsten sværmende blik, der har svært ved at finde det vigtige i den scene der beskrives. Det sidste peger på et litteratursyn, der problematiserer dét, at man inden for litteraturen ofte arbejder med en præmis om, at noget er vigtigere end noget andet. Det ligger allerede i ideen om en hovedperson, og at den samtale to hovedkarakterer kunne have, var mere vigtig end enhver anden samtale. Det sværmeriske blik skal altså ikke ses som værende symptom på, at der mangler en historie, at bogen ikke handler om noget, men som en nivellering i perspektiv, hvor alt muligt stof kan blive til god litteratur.