Et centralt værk, der beskæftiger sig med identitet i krydset mellem fakta og fiktion, er Claus Beck-Nielsens fiktive selvbiografi, ”Claus Beck-Nielsen (1963-2001)”. I bogen beskriver forfatteren, hvordan han påtager sig identiteten af en hjemløs mand hjemvendt fra Tyskland. Denne nye identitet overtager dog mere og mere hans eget ”rigtige” liv, og til sidst mister han så meget af sin egen identitet, at han holder op med at eksistere.
Derudover kan man også finde et slægtskab med forfatteren Pablo Henrik Llambías. I romanen ”De elskendes bjerg” behandler Llambías også temaet om identitet, men på en helt anden måde end Lone Aburas. Hvor det i ”Føtexsøen” er en jegfortæller, der fortæller sin egen historie om de problemer, omgivelsernes fordomme medfører, er det i ”De elskendes bjerg” en række personers udlægninger af en fortælling, der til sidst udgør læserens forståelse af, hvem hovedpersonen er.
I et interview med Sentura nævner Lone Aburas også Knud Romer, der i erindringsromanen ”Den der blinker er bange for døden” beskæftiger sig med fordrejningen af erindringen. Aburas har desuden fundet inspiration hos den tyske forfatter Thomas Mann, der levede fra 1875-1955, og er kendt som et af det 20. århundredes vigtigste forfattere. En af Manns mest kendte romaner er ”Buddenbrooks” fra 1901, og ligesom i ”Føtexsøen” og ”Den svære toer” er der komedie og mismod på hver side af denne forfaldshistorie.
I ”Det kommer til at ske” sender Henrys gymnasieven Leo Henrys dagbogstekst ind til en forlagsredaktør, der får Henry til at skrue op for dramatikken i sit autofiktive værk. I den svenske forfatter Klas Östergrens megalomane ”Gangsters” (1980) står de to brødre Leo og Henry Morgan centralt i den fortælling, som forfatteren ”Klas Östergren” er ved at skrive i romanen. Uden sammenligning i øvrigt er begge romaner rundet af konstruktionen mellem forfatter, fortæller og værk, der er spundet ind i hinanden.
De to jævnaldrende forfatterkolleger Maja Lee Langvad og Christina Hagen skriver også på en indædt vrede; Langvad i ”Hun er vred” (2014), der omhandler transnational adoption, og Christina Hagen i ”White Girl” (2012) og ”White Girl 2” (2017), der bider den politiske korrekthed i haserne.