Americanah

Citat
”Jeg har naturligt, kinky hår. Jeg går med det i cornrows, fletninger og afro. Nej, det er ikke politisk. Nej, jeg er ikke kunstner eller lyriker eller sanger. Heller ikke hippie. Jeg vil bare ikke bruge relaxers – der er allerede rigeligt med kræftfremkaldende stoffer i mit liv. (Kan vi for øvrigt ikke forbyde afroparykker til Halloween? Afro er ikke et kostume, for pokker da.)”
”Americanah”, s. 322.

Chimamanda Ngozi Adichies tredje roman ”Americanah” fra 2013 (”Americanah”, 2014) handler om to nigerianske immigranter, der som helt unge forelsker sig i Lagos, men som over tid og kontinenter mister hinanden. Savnet og længslen forbliver dog intakt i dem begge, så da de mange år efter igen får kontakt, åbner det døren til en ny kærlig­heds­­historie, trods fortid, ægteskab, barn og kontinent. Det er romanens rammefortælling, hvor stærke temaer som race, køn og fordomme sættes under lup.

51861213

Ifemelu, der er romanens sprudlende og rapkæftede hovedperson og fortæller, emigrerer til USA fra Nigeria som 19-årig. Hun forlader sine forældre og sin store kærlighed Obinze for at få en uddannelse og især for at få de privilegier og den frihed, et Green Card kan give. Efter de første års kamp for at overleve finder Ifemelu fodfæste i USA i tiden under Obamas første valgkamp, hun færdiggør en uddannelse, får et job og begynder at skrive en anonym blog, der bl.a. handler om race – ”Racende hedder den med undertitlen: En sort ikke-amerikaners forskellige observationer om sorte amerikanere (tidligere kendt som negere)”, (”Americanah”, s. 10).

Og det er netop forfatterens fantastiske klarsyn, der også kommer til udtryk på bloggen, der er romanens styrke: Racismen, der ligger gemt under den pæne facade. Men det er også beskrivelserne af de velmenende amerikanere, af undervisningen, hvor ordet racisme er et fy-ord, af de hvide øko-venner med de rigtige holdninger og alle Ifemelus overvejelser over USA's sociale rangstige, der giver romanen bid. Men trods den kontante beskrivelse af det hvide Amerikas fordomsfuldhed over for sorte, får romanen aldrig en skinger tone. Den er hverken bitter eller patroniserende, og Adichie er da heller ikke bleg for at udlevere hovedpersonen, der også lider af fordomsfuldhed – bl.a. over for hvide sundhedsfreaks.

Med det nye land kommer også muligheden for at vælge, hvordan man vil fremstå. Hvilken identitet skal Ifemelu iklæde sig? Accent, hår, køn og farve. Det er alt sammen med til at skabe, den du er. Og så er vi fremme ved sagens kerne og romanens overordnede tema og budskab: Kan man vælge at være den man er uden først at være en hudfarve, et køn, en nationalitet?

”Americanah” er en humoristisk bog med bid og stor indsigt i både den amerikanske og nigerianske kultur. Det er en bog om længsel, identitet, sex og kærlighed. Og så er det en bog, hvor læseren kan lære meget om afrohår.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Americanah"