Chimamanda Ngozi Adichies forfatterskab giver et nuanceret og detaljeret billede af Nigeria. Samtidig kredser hendes bøger tematisk om splittelsen og skylden, der følger med immigration. De tager fat i de følelsesmæssige, sproglige og identitetsmæssige udfordringer, som et flerkulturelt liv medfører. Og netop den flerkulturelle problematik optager en gruppe andre forfattere, der også er vokset op i et postkolonialt Afrika, men som har levet det meste af deres voksne liv andre steder. Det er forfattere, der af den britiske forfatter med nigeriansk-ghanesiske rødder Taiye Selasi kaldes ’afropolitanere’. Det skriver hun om i essayet ”Bye-Bye, Babar, eller hvad er en afropolitaner?”. I sin debutroman ”Gå væk, Ghana” (2004) skriver Taiye Selasi netop om splittelsen mellem ude og hjemme, mellem livet i USA, og længslen hjem til Ghana. De to forfattere deler således interessen for migrationsproblematikken: Hvordan finder man vej i et nyt land uden at miste sin gamle identitet?
Den unge forfatter NoViolet Bulawayo fokuserer også på det flerkulturelle i debutromanen ”We Need New Names”, og som i Adichies ”Americanah” langer hun også ud efter USA, hvor racismen ulmer alle steder.
Adichie fortæller altså historier med rod i Nigeria og med et tematisk fokus på kultur, køn og race. I den forstand er det besnærende at kalde hendes bøger afrikansk litteratur, fordi det geografiske tilhørsforhold har så stor betydning. Men hendes historier er i lige så høj grad skildringer af problematiske familieforhold, af mennesker i krise med identitetskampe, af længsel, tab og skyld. Derfor er forfatterskabet meget mere end afrikansk. Adichie selv mener da også, at ”problemet med stereotyper er ikke at de er falske, men at de er ufuldstændige.” (Chimamanda Ngozi Adichie: The Danger of a single Story. TED-talk, 2009).