Chimamanda Ngozi Adichie er en rigtig fortæller. Hendes romaner er plotdrevne historier, der skildrer hele livsforløb, hvor det at være immigrant og fremmed i et land er et bærende tema. Hendes noveller er også episke fortællinger, der rummer hele livsforløb, men de drives ikke i nær samme grad af plot. De er præcise psykologiske skildringer af mennesker, der står i kulturelt komplekse situationer.
Generelt gælder det for Adichies fiktive personer, at de fremstår levende og troværdige, og fælles for næsten alle hendes hovedpersoner er, at de har rod i Nigeria. Det er altså et forfatterskab med stærke afrikanske rødder, der kredser om identitet, race, længsel og køn. Hun skriver om uretfærdighed og ulighed, men uden at det bliver patroniserende og bittert. Forfatterskabet har generelt en humoristisk tone, som især er tydelig i romanen ”Americanah”.
Adichie skriver også om det at skrive. Det gælder f.eks. i novellen ”Jumping Monkey Hill”, men også hovedpersonen Ifemelu i ”Americanah”, der skriver en blog, reflekterer over betydning af at skrive og især over det at blive læst, at føle sig i live, fordi hun bliver læst.
Det er tydeligt i forfatterskabet, at Adichie trækker på en personlig erfaring med livet som immigrant, men hendes fortællinger er ikke selvbiografiske. Om det siger hun: ”Jeg skriver ikke om mit eget liv, men jeg prøver at skrive om en personlig sandhed.” (Kim Skotte: Nigeriansk succesforfatter: Religion får folk til at gøre forfærdelige ting. Politiken, 2009-05-18).