År 9 efter Loopet

Citat
”Looperetternes ansigt er kedeligt, og Marks eget ansigt er kedeligt. Efter at han er kommet, enten oppe i dem eller ud over brysterne, sætter han sig som regel op på biltaget og ryger en joint.”
”År 9 efter Loopet”, s. 23.

Peter Adolphsens tredje roman ”År 9 efter Loopet” lægger sig stilmæssigt i forlængelse af både ”Brummstein” og ”Machine” ved at være kort og sproglig kompakt. Sætningerne veksler mellem enkeltord, ”Identitet?” eller ”Punktum.”, og lange udredninger, fulde af indskud. Fortællerstemmen mimer lige dele encyklopædi, filosofisk forsvarstale, grundbog i fysik og plat slap-stick humor.

Historiens præmis er kraftigt inspireret af Per Højholt, der i sit livsværk ”Auricula” (2001) lod en enkelt, auditiv begivenhed medføre en drastisk omvæltning for menneskeheden. Hos Højholt bevirker et øjebliks stilhed i Europa, at en mængde løsrevne ører bliver født og spredes på må og få. I ”År 9 efter Loopet” er Mark den eneste overlevende mand, efter at en global lyd-tsunami, forårsaget af en solsort, har sat jorden i trance. Fortællingen udspiller sig ni år efter katastrofen, der fik alle andre levende væsner til at gå i loop.

29820317

Mark befinder sig på niende år alene i Los Angeles og fordriver tiden med at køre på mountainbike, skyde til måls efter de loopede mennesker og ryge den ene joint efter den anden. En aften flyver en helikopter forbi, hvilket vækker håbet om, at der er andre overlevende. Han cykler ud for at finde piloten, og efter meget besvær møder han Sushimita. Hun er alt det, han ikke er, heriblandt jomfru.

Hvor Sushmitas karakter er løsningsorienteret, naturvidenskabelig tænkende og arbejdsom, er Mark det modsatte. Han er handlingslammet, eller i hvert fald sløv, har en fortid på diverse humanistiske studier og tænker sjældent længere end til den næste seksuelle tilfredsstillelse. Men til trods for deres forskellighed må de i fællesskab tage ansvar for menneskets fremtid på jorden.

Forplantning og overlevelse er altså centrale tematikker, ligesom Loopet bliver et billede på den totale meningsløshed ved evigt at gentage de samme rutiner. Karakteristisk for sci-fi romanen er da også dens iboende samfundskritik, og i ”9 år efter Loopet” er undergangscenariet både en parafrase over amerikanske science fiction-film og en filosofisk refleksion over konsekvenserne af måden, vi lever på i dag.