Mens den danske eksperimenterende kortprosa i halvfemserne i et vist omfang orienterede sig mod mere eller mindre introverte refleksioner over sprog og form, åbner Peter Adolphsen med sine bøger et vindue mod omverdenens kompleksitet. Fokus er stadig mere eller mindre filosofiske temaer som sprogets forhold til omverdenen, menneskets forhold til gud og den historiske virkelighed, men Adolphsen forholder sig samtidig frit til den litterære tradition. I stedet for at begrænse den litterære teksts kontakt med omverdenen, søger Adolphsen bevidst at inkludere verdens mangfoldighed, og på den måde opskrive tekstens betydningslag.
Adolphsen benytter således i særlig grad det litterære rum til at anskueliggøre komplekse filosofiske paradokser. I stedet for at holde sig til hverdagssprogets krav om logisk stringens, opererer han gang på gang med det betydningsoverskud, der ligger i det paradoksale, det mystiske og det esoteriske. Teksternes beskedne længde synes dermed at være velegnet til at provokere læseren til videre tankevirksomhed. Adolphsen synes at være optaget af de historier, menneskene benytter til at forstå dem selv og deres forhold til verden på. Hans tekster er gennemgående drilske og ironiske, men til stadighed insisterende på at afprøve alternativer til metafysiske og paradoksale tanker.
Af samme årsag giver det for så vidt god mening at klassificere Peter Adolphsen som postmodernist, for så vidt postmodernismen udlægges som et stilistisk begreb, der på den ene side lader teksten agere prøvebane for en række ironiske sprogspil, der har konstruktionen og nedbrydningen af mening og form som sit formål. På den anden side består Adolphsens postmodernisme også i den mangfoldighed af intertekstuelle citater, der indgår i dialog med værker af andre forfattere på tværs af nationale og litteraturhistoriske traditioner. Adolphsen har da også gentagne gange anerkendt sit eget efterlignende forhold til en række forbilleder.