Adolphsen orienterer sig eksempelvis efter verdenslitteraturhistoriens fyrtårne som Franz Kafka og den argentinske mester Jorge Luis Borges, hvis sirligt konstruerede litterære labyrinter spiller en fremtrædende rolle i Adolphsens skrivekunst. Derudover synes også den tidlige tyske romantik (Friedrich Schlegel, Novalis, Hölderlin) at spille en åbenlys rolle i forfatterskabets leg med romanformens erkendelsesmæssige potentiale. Men også velrenommerede danske modernistiske forfattere som Peter Seeberg, Villy Sørensen og ikke mindst Per Højholt kan anføres som højtrangerende på listen af forfattere, der i særlig grad har påvirket Adolphsens forfatterskab. Af nyere beslægtede forfattere herhjemme kan man pege på den yngre Harald Voetmann Christiansen, hvis forfatterskab ligeledes forener en insisterende erkendelsestrang med en barok og til tider grotesk fantasi, samt “Biografisk Skygge Leksikon” af Niels Henrik Svarre Nielsen med hvem Adolphsen deler forkærligheden for det fabulerende og det fiktive leksikonopslag.
Adolphsens postmodernisme giver sig også udslag i en generel trang til at efterligne sproglige diskurser. Adolphsen låner ikke blot fra personlige forbilleder som Jorge Luis Borges, men også fra særlige stilarter og litterære genrer, eksempelvis 1001 nats eventyr. Andre steder efterlignes sprogtoner, som kendes fra videnskabelige værker. Adolphsen hi-jacker på denne måde sproglige former og anvender deres kreative potentiale indefra.
Et godt eksempel på denne anarkistiske praksis ser man i Adolphsens forkærlighed for den videnskabelige diskurs, det fiktive leksikonopslag, som efterlignes og udfoldes adskillige steder i “Små historier 1, 2 og 3”, såvel som i minimalromanerne “Brummstein”, “Machine” og ”År 9 efter Loopet”. “Brummstein” indledes med en længere videnskabelig redegørelse for de geologiske forhold, der ledte til dannelsen af den brummende sten, mens “Machine” med ambitiøs konsekvens spoler fortællingens begyndelsespunkt hele vejen tilbage til Big Bang.
Disse i dobbelt forstand virkelighedsetablerende og stærkt detaljerede leksikalske anslag synes i mindre grad at stamme fra forfatterens ambition om en realistisk litteratur, ej heller fra ønsket om at parodiere eller vrænge ad videnskabelig sprogbrug. Snarere synes forfatteren at ville gøre opmærksom på sprogets fundamentale og uafvendelige rolle i menneskets forståelse af sin omverden.
Adolphsens tekster fungerer som en fintindstillet stjernekikkert, der med overvældende præcision kan zoome ind på og afsløre de fjerntliggende hjørner af de sproglige universer, vi færdes i til daglig.