han havde udtrykt skepsis mht. kunstens forløsende kraft. ”Er det ikke bare kulørte lamper på kapitalens damptromle?” lød spørgsmålet. Derefter fulgte håndgemæng og
en lægeerklæring, som ingen havde orket at underskrive. Lyset var blevet orange, men han vidste ikke, om det var daggry eller skumring. Han kiggede ud af sine øje og så
varm æblegrød, som dengang han var lille. Ned i underbukserne. ”He…” begyndte han at skose sig selv, men kom så i tanke om en gemt og glemt slikpose."
For en forfatter som Peter Adolphsen, hvis ry stammer fra elegant ordknappe udgivelser i genrerne kortprosa og kortroman, er “En million historier” fra 2007 helt usædvanligt langtrukken. Efter forfatterens egen beregning vil det koste 694 døgns uafbrudt indsats at komme fra ende til anden – hvilket han ikke engang har villet udsætte sig selv for.
Alligevel er der ikke brug for hverken trillebør eller flyttemænd for at få værket på plads i reolen. Denne bog, som Peter Adolphsen har skrevet, men altså ikke læst, baserer sig nemlig på et enkelt kombinatorisk princip. Hver af bogens ti sider er strimlet i seks baner, som kan bladres for sig. Med dette simple greb eksploderer antallet af mulige måder at samle en enkelt side. Man har ti valgmuligheder for første strimmel, hvorefter man skal vælge mellem ti tekststumper i strimmel nummer to, hvilket fører til yderligere ti muligheder i den tredje strimmel, osv. I alt ti opløftet i sjette – eller titlens én million. Bogen fungerer som en enarmet tyveknægt, hvor rullernes farvestrålende stjerner og gulerødder er erstattet af tekststumper, og et træk i pinden får en ny historie til at rulle frem.
“En million historier” er et formeksperiment, der nok kan få én til at spekulere over, hvad meningen med litteratur er, når man læser noget, som ingen andre har læst, og som ingen, i en vis forstand, har skrevet eller i hvert fald ment. Værkets indhold er da også nærmere konceptet, dvs. de regler, som binder den sammen. Bogens forord gør pligtskyldigt opmærksom på, at saml-selv-konceptet er planket fra avantgardisten Raymond Queneau, som i 1961 udgav “Cent mille milliards de poèmes” – hundrede tusinde milliarder digte. Adolphsens fortjeneste og bedrift er at have fundet syntaksen for en bestemt type fortælling i seks led. Én af reglerne er f.eks. at første strimmel skal introducere en hovedperson, der begynder med ’H’. En anden bestemmer at den femte strimmel skal starte med en præposition. Ved at skifte leddene ud med andre, der opfylder reglerne, avler han på strukturen, og fordi den er paradigmatisk, kan han gøre det uhæmmet. En udskiftning ét sted har ingen konsekvenser i resten af fortællingen, modsat f.eks. Sværd og Trolddom-bøgerne, hvor en skidt disposition hurtigt kan få en placeret i en fugtdryppende hule, hvor der bor orker.
26888182
“En million historier” er en million sjove historier, hvor den komiske effekt især skyldes de overraskende, nogle gange tankevækkende sammenstillinger, der skabes i de tilfældige overgange mellem tekststumperne. Stumperne er i sig selv kuriøse, fyldt med plumpe replikker og forsigtigt melankolsk lommefilosofi, og det er ved hjælp af denne indholdsmæssige lavpandethed, at “En million historier” bliver noget så sjældent som et avantgardistisk inspireret eksperiment med litterær form, der samtidig vil gøre sig som mandelgave, ligegyldigt hvem i familien, der måtte sidde storsmilende tilbage.