så må vi hykle ærlig interesse,”
si’r Peter, ”Hvis du tegner dér en stjerne,
for at markere min berømte hjerne,
for planen er at score hver en skønhed
ved taktisk, skamløst spil på min bekendthed.”
… og kækt går han i ring.”
I “Katalognien. En versroman” fra 2009 kaster forfatterparret Peter Adolphsen og Ejler Nyhavn sig ind i teksten og ud i et eventyr, hvor deres karikerede alter egoer optræder som solide antihelte. Bag det festligt klingende pseudonym Ejler Nyhavn gemmer sig en mindre kendt forfatterkollega, Allan Hansen. Den i dobbelt forstand fiktive lokalitet Katalognien, hvis byer har navne efter alverdens klassiske og nyere verseformer, danner rammen om en alfabetisk rundrejse fra Abecedarium til Aarestrupsk ritornel. Undervejs er der enogtredive stationer, bl.a. i Ekfrase, Figurdigt, Lejlighedssang, Rimbrev, Sonetkrans og Vrøvlevers, og hvert stop svarer til et digt i bogen. Trods denne i tanken gennemførte ramme er en del af digtene henlagt til København.
Tekstens Peter A. anser sig selv for at være en større og mere vidt berømmet begavelse, end hans fem bøger umiddelbart giver ham belæg for, mens Ejler fremstår som en sørgelig rødvinsdranker, der har brændt sig på digtningen og nu hutler sig igennem på røg og alkoholdampe i et beskedent klubværelse i indre by. Digterkumpanerne, som de omtales på bogens omslag, er et makkerpar, som favner to yderpunkter i digterens psykologi. Peter er den dovent selvtilfredse, der betragter sit geni som et faktum, og Ejler den evigt plagede. Begge ekstremer synes dog at dække over det samme, nemlig et uhyre oppustet ego. I Ejlers tilfælde kommer det bl.a. til udtryk i digtet ”Georg Brandes hjemsøger Ejler”, hvor han over for den luftige litterat løfter sig op over hele den samtidige digtgeneration og fordømmer den for mangel på alvor.
27676502
Ud over den henholdsvis åbenlyse og latente megalomani deler de bægersvingende poeter en vis svaghed i karakteren, som giver alle deres udflugter en forudsigelig afslutning. Hvad enten det er for at sunde sig oven på et nederlag, eller for ubevidst at sikre sig dette udfald, har en af dem altid en lille nulret klump tjald eller en slunken pose pot med i lommen.
De valgte digtformer er udfyldt efter alle kunstens regler, men trods den formelle strenghed er digtene ikke specielt fremragende inden for deres respektive genrer. Digtene er skrevet med samme virkemidler, som man må ty til for at få festsange til at hænge sammen. Omvendt ordstilling er således et flittigt brugt trick, ligesom ordene ofte får skåret hælen af for at passe ned i versefødderne, med det udeladte erstattet af en apostrof, som i f.eks. fler’, helt’ne, og si’r. Mod skik og brug i flere af versemålene findes der ikke noget jeg i digtets centrum, og alle steder demonteres tilløb til alvor af en gennemgående burlesk stemning. Men man skal ikke tage fejl. Alt dette er poetisk strategi. Lummerheden forklares med henvisning til Aarestrup: ”… bedst er han, synes jeg, når plathed tematisk forbinder sig med lyrisk fasthed”. ”Diktatplagiat” retfærdiggør imitationerne og afskaffelsen af digtets subjekt med erklæringen: ”Vi undgår sove-klam privat, / begravet et stupidt subjekt / og sværger fromt til plagiat”.
Et appendiks udlægger i saglig prosa, hvilken begrænsning de forskellige versemål lægger på teksten. Bogens mål er dog ikke at blive opkøbt i klassesæt for at anvendes i didaktisk øjemed, heller ikke i smalle klassesæt til forfatterskolen. Det, der bliver slået et slag for, er formens muligheder, at opfatte den pålagte begrænsning som en styrke. I digtet ”Program” lyder opfordringen helt simpelt: “Brug formernes magi”.