Kirsten Ahlburg har siden barndommen haft en stor skrivelyst, og hun er i dag forfatter til over 300 bøger til både voksne, unge og børn. Hun startede sin forfatterkarriere som pioner inden for læselet-genren med bøger til voksne med læsevanskeligheder eller dansk som andetsprog.
Som lærer for indvandrere var hun nødt til selv at skrive tekster til undervisningen, da der på daværende tidspunkt ikke rigtig fandtes bøger i den kategori. Det blev til en lang række bøger i serien Læseværkstedet på Specialpædagogisk forlag.
Sin uddannelse til lærer tog Ahlburg på Esbjerg Lærerseminarium, hvor hun blev færdig i 1982. Efter endt eksamen flyttede hun til Aarhus, hvor hun i 17 år underviste og skrev sine bøger til undervisningsbrug. I disse år tog hun sideløbende en uddannelse som psykoterapeut og startede herefter egen klinik. I 2007 lukkede hun klinikken for at blive forfatter på fuld tid.
Ahlburgs forfatterskab spænder bredt og retter sig mod mange målgrupper. Hendes søn Morten Ahlburg har været medforfatter på tre af hendes ungdomsbøger. Hun har desuden skrevet romaner og fagbøger til voksne samt været brevkasse- og samlivsskribent ved en række blade og magasiner. Sin erfaring som psykoterapeut og brevkasserådgiver tager hun med sig, når hun skriver for unge om pubertetens fortumlede år.