Et nyt liv

Citat
”De ser på mig – deres overmand – med store øjne. Jeg ser ned på drengen. Der er kommet en flænge i hans pande, og der drypper blod ned på jorden. Jeg får det dårligt. Folk har stillet sig op rundt om os. Pis, de må ikke se mig sådan. Ikke med tårer i øjnene. Så vil de kalde mig Tude-Thomas. Jeg smiler og giver drengen et spark mere.”
”Et nyt liv”, s. 53.

Livet er ikke nemt for Thomas i Kirsten og Morten Ahlburgs ungdomsroman ”Et nyt liv”, 2014. Thomas’ far har begået selvmord, han bliver mobbet af skolens hårde dreng, Bjørn, og han lider af angst og er derfor på piller. Da moren får et job i Ribe, er det en mulighed for Thomas for en ny start. I Ribe vil han ikke være mobbeoffer, han vil have respekt, ligesom Bjørn, og ingen må se ham som svag. Derfor dropper han pillerne, og med Michael Strunges digte som bibel starter han et liv som rebel. Men Thomas’ nye klassekammerater forstår ikke hans strategi, snarere synes de at frygte ham. Han får ingen venner, men i det mindste er han ikke svag.

50860531

Thomas’ oprør får dramatiske følger. Bogen slutter ikke muntert, men dog håbefuldt, hvor Thomas må se sin fars skæbne i øjnene og frigøre sig fra den. Kirsten Ahlburg tematiserer sorgens proces. Thomas’ forvandling fra mobbeoffer til mobber er hans forsøg på at håndtere sorgen over farens død. Han distancerer sig fra sorgens skrøbelighed og gør sig selv hård. Det går galt, men ved at fejle får Thomas også en form for forløsning.

Thomas er historiens jeg-fortæller. Synsvinklen og bruddene på den lineære handling i form af flashbacks, bringer læseren ind i hovedet på Thomas. Hans følelsesmæssige udvikling opleves helt tæt på. Bogen tematiserer særligt den følelse, et selvmord kan afføde af vrede over at blive forladt. Samtidig kan historien ses som et alment billede på teenageårenes skrøbelighed og usikkerhed.