Den femte digtsamling af Naja Marie Aidt er ”Rejse for en fremmed”, som udkom i 1999. Samlingen består af 43 rejsedigte, og digterjeg’ets rejse går hovedsageligt til Frankrig og Spanien og tilbage til København. Samtidig er der tale om en mental rejse ud i sindets krinkelkroge. Henvisningen til en fremmed i titlen peger dels på, at digterjeg’et er fremmed for sine omgivelser, når det rejser, men også på, at det kan føle sig fremmed for sig selv, og dels på den fremmede sagnomspundne Johanna I, kaldet Johanna den Vanvittige, hvis livshistorie løber som en gennemstrømmende rød episk tråd i værket.
Johanna blev født i 1479 som datter af Isabel I af Castilien og Fernando II af Aragonien, og hun var fra sin fødsel bestemt til et liv på toppen af renæssancesamfundet. Som 16-årig blev hun gift med ærkehertug Filip af Østrig, og sammen fik de seks børn. Men i 1506 blev Johanna erklæret for uegnet til at regere af sin far, som mente, at hun var mentalt forstyrret, og senere samme år mistede hun sin mand. Derpå begyndte hendes lange, tragiske efterliv som forhenværende dronning og udstødt af magtens såvel som normalitetens liv, og de sidste 46 år af hendes liv levede hun i et palæ i Tordesillas, hvor hun døde i 1555.
22676075
Ifølge en note i værket er der ingen beviser for, at hun var sindssyg, men alligevel måtte hun leve som en levende død, indespærret med sine drømme, sit begær, sit had og sin hemmelighed. Digterjeg’et identificerer sig med denne udstødte skæbne. Både Johanna og digterjeg’et optræder som forbandede og som levende døde. I digtet ”Den gale Johanna” er det ikke bare digterjeg’ets følelse men hele Europas historie, der spejles i Johannas skæbne. I sidste strofe hedder det: ”Europa flyder sammen til et grønt og gyldent land,/ og vi skriger. Fordi vi ikke lærer./ Og alle tider flyder sammen til ét blodigt snit:/ der er ikke noget imellem/ magt og afmagt. Ingen nåde mellem kærlighed og tab.” (s. 26).
Det er denne bevægelse mellem magt og afmagt, mellem kærlighed og tab, der går igen i værkets digte. Digterjeg’et befinder sig konstant inden for denne vifte af følelser: hun længes, møder, mister, finder, fjerner sig, hader og elsker, igen og igen. Og der er, som sidstnævnte citat anfører, ikke langt mellem disse følelser, som vi normalt betragter som hinandens modsætninger. De er derimod vævet sammen, ligesom døden uvægerligt er en del af livet. Denne sidstnævnte pointe ekspliciteres i digtet ”En morgen er det pludselig sommer”, der afsluttes med følgende verslinjer: ”Alle ler, vi falder sammen./ Og så skal vi dø./ Dét skal vi./ Så./ Vi skal./ Og det bliver aften/ den syvende dag.” Sidste linje peger på skabelsesberetningen om menneskets tilblivelse, og sammenknytningen med døden implicerer, at de to er forbundne størrelser. I det hele taget er det kendetegnene for digtene, at det kristne verbale register optræder. Denne brug peger på Johannas opvækst, der var præget af katolicismen og på, at den kristne arv er en uafviselig del af europæernes historiske arv. Men den kristne sprogbrug knytter sig ligeledes godt til den tematiske og følelsesmæssige bevægelse mellem kærlighed og had, magt og afmagt og liv og død.
At ‘rejse for en fremmed’ kan både læses som synonym med digterjeg’ets (opdagelses)rejse for Johanna, som menneskets rejse igennem livet for Gud, der ifølge kristendommen har beredt mennesket muligheden, som digterjeg’ets rejse for en ikke-navngiven person, hun har mistet og endelig som digterjeg’ets rejse i sin egen fremmedhed som en bevægelse mod at finde hjem, eller måske nærmere imod at acceptere, at der ikke er noget hjem, fordi fremmedheden altid er implicit i tilstedeværelsen. En mulig læsning af værket er således en pointering af, at modsætninger uvægerligt er sammenvævede.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Rejse for en fremmed"