Naja Marie Aidt har gennem sit forfatterskab bredt sig over en spraglet genrevifte. Det begyndte med lyrikken, siden kom noveller, radiospil, dramatik, filmmanuskripter, sangtekster, børnebøger, romaner og værker skabt i samarbejde med andre kunstnere: “Nogle forfattere gør én ting. De skriver for eksempel digte og forfiner deres metode og bliver dygtigere og dygtigere til det, de gør, men de kunne ikke drømme om at skrive en knaldroman eller lave en mærkelig marionetdukkefilm. Men mit temperament gør, at hver bog er et projekt for sig selv (…) Til gengæld kan jeg godt se, at der er nogle temaer, som jeg bliver ved med at tage fat i. Og det har meget at gøre med, hvordan mennesker lever og lever sammen.” (Peter Nielsen: ‘Jeg har hele tiden gjort, hvad der passer mig’. Information, 2008-03-13).
Det poetiske billedsprog er også et gennemgående træk. Det samme er Aidts evne til at skildre det ubehagelige og svære i livet. Især i Aidts noveller løber der også et både realistisk og surreelt spor, når skildringen af hverdagssituationer har det med at tage en grotesk drejning. Det er dog tydeligt, at drivkraften er at skildre det levede liv og samværet mellem mennesker med alt, hvad det implicerer af egoisme, ensomhed, magt, længsel og kærlighed. I 2012 udkom romanen ”Sten saks papir” og i 2017 forfatterskabets mest personlige bog, ”Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. Carls bog”, som skildrer sorgens inderste væsen i litterær form. I tråd med forfatterskabets kredsen om relationer mellem mennesker peger bogen også på fællesskabet som en redning. Bortset fra en bog lavet sammen med kunstneren Cathrine Raben Davidsen var ”Øvelser i mørke” (2024) Aidts første bog siden 2017. Romanen er en fiktiv historie om en PTSD-ramt kvinde, der i både konkret og overført betydning øver sig i at være i mørket. Men Aidts personlige erfaring med at være i terapi har været en forudsætning for at kunne skrive om det: ”Jeg kender fornemmelsen af, hvordan det er kropsligt. Og jeg er ikke sikker på, at jeg kunne have skrevet den bog, hvis jeg ikke selv havde gået i sorgterapi.” (Lotte Thorsen: »Der er en blidhed ved selve sorgens væsen«. Politiken, 2024-01-27). Romanen er en bog om traumer og overgreb mod kvinder, men også en poetisk skildring af de forskellige faser i en kvindes liv og en fortælling om venskabers betydning.