Tranedans

Citat
”Slottet står i lys lue, hele lortet går op i flammer. Brændende had og glødende kærlighed smelter sammen i flammehavet. Jeg danser rundt i flammernes orange lys og skriger dit navn – ”Melissa!” ”Melissa!” – gennem ildens buldren.”

”Tranedans”, s. 201.

I 2010 udgav Anders Johansen ungdomsromanen ”Tranedans”, der handler om drengen Tobias.

Tobias bor sammen med sin mor og lillesøster Nynne i en lille by ved havet. Hans far forlod familien, da Tobias var lille, og Tobias har kun få minder om ham.

Tobias har det svært i skolen. Ikke fagligt, men socialt. Han er alles yndlingsoffer og er dagligt genstand for mobberier.

Tobias er til sin egen forundring og afsky forelsket i klassens populære pige Melissa. Og ikke bare almindelig forelsket, men altopslugende besat af hende. Al sund fornuft siger ham, at hun ikke er noget for ham. Hun er selvoptaget, manipulerende og ikke særlig klog, men lige meget hvor stor umage Tobias gør sig for ikke at kunne lide Melissa, er der ikke noget at gøre.

28200293

Da han en dag surfer efter porno på internettet, falder han over billeder af Melissa. Tobias er splittet mellem sin lyst til at se på billederne af Melissa og sin trang til at beskytte hende mod andres blikke. Da han finder ud af, at byens lokale pornokonge, Petter Frandsen, ejeren af den gamle købmandsbutik, der nu går under navnet Lystslottet, er manden bag billederne, vokser hadet og jalousien i Tobias. Han bliver besat af at redde Melissa fra Frandsen, at være hendes rustningsklædte ridder. Men det viser sig, at Melissa slet ikke vil reddes. Hun bruger pengene, som hun tjener på billederne, på makeup, byture og tøj og er godt tilfreds med sin aftale med Petter Frandsen.

I en tåge af alkohol beslutter Tobias sig for at slå Frandsen ihjel. Udstyret med benzindunke og en engangslighter sætter han ild til Lystslottet og håber, at Mørkets fyrste, som han kalder Petter Frandsen, vil blive opslugt af flammerne.

Romanen indledes med fortællingens dramatiske højdepunkt, selve ildspåsættelsen, og gradvist oprulles begivenhederne, der har ført Tobias frem til dette punkt.

Tematisk kredser ”Tranedans” om ensomhed og forelskelse. Tobias er, i kraft af sin lave sociale status i gruppen, isoleret fra fællesskabet og oplever sin forelskelse i Melissa som en indre konflikt mellem fornuft og følelser. Han er således dobbelt udsat, da han både oplever gruppens afvisning og sin egen skuffelse over sig selv.