Svetlana Aleksijevitj eksperimenterede i sine ungdomsår med flere forskellige genrer og stemmer, før hun fandt frem til sin foretrukne form. Denne litterære vækkelse tilskriver hun især læsningen af den hviderussiske forfatter Ales Adamovitj (1927-1994). Adamovitj skrev som Aleksijevitj selv fortrinsvis på russisk og indsamlede også mangfoldige vidnesbyrd forud for skrivningen af sine bøger om bl.a. blokaden af Leningrad og de tyske udrensninger under Anden Verdenskrig. Som hos Aleksijevitj træder fortællingen her ikke frem som den store historikers udlægning, men nedefra, igennem de mennesker, der oplevede, følte og sansede begivenheden.
I sin særegne blanding af historie og skønlitteratur står Aleksijevitj også i forlængelse af vidnesbyrdlitteraturen. Denne litterære genre associeres som oftest med ofrene for nazisternes koncentrationslejre, som forsøgte at give deres oplevelser en litterær form efter befrielsen. Vidnerne til koncentrationslejrene skrev også litteratur med det iboende paradoks, at alt var sandt og oplevet, men at de stærkeste vidnesbyrd også lånte flittigt fra mere klassiske skønlitterære genrer og i øvrigt gjorde rig brug af æstetiske virkemidler og litterære figurer.
Den store forskel er selvfølgelig, at vidnerne havde oplevet det, de skrev om, på egen krop, hvor Aleksijevitj som den skrivende påtager sig at videreformidle andres historie med sit eget udtryk. Men faktisk er der tilsvarende tematikker på spil i vidnesbyrdlitteraturen, hvor det enkelte vidne jo ofte vidner på vegne af et kæmpemæssigt og tavst flertal, som gik under i lejrene.
Ud over Adamovitj og vidnesbyrdlitteraturen kan Aleksijevitj også med fordel læses ind blandt forfatterskaber, der balancerer på kanten mellem journalistik og skønlitteratur. Da den amerikanske forfatter Truman Capote skrev ”Med koldt blod” i 1966 var det også i forsøget på at nå ind til det menneskelige aspekt af et koldblodigt mord begået i Kansas i 1959. Capotes metode var journalistisk, men hans bog har mere til fælles med skønlitteraturen, og det er det samme ønske om at nå bag om en tilsyneladende brutal og ensidig begivenhed for at finde det menneskelige, som driver hans skrift fremad.
Endvidere må nævnes den polske mesterjournalist Ryszard Kapuściński, som også med sine reportager fra overalt i verden, og især fra krigsområder, havde blik for den opåbnende effekt et litterært greb kan have på en i udgangspunktet journalistisk tekst.