Svetlana Aleksijevitjs forfatterskab tager form i spændingsfeltet mellem de store historiske begivenheder og det lille menneske, som på én og samme tid deltager i disse begivenheder og er offer for dem. Da Det Svenske Akademi tildelte Aleksijevitj Nobelprisen i 2015 var det netop for hendes ”polyfoniske bøger, der står som et monument over lidelse og mod i vor tid” (pressemeddelelse fra det svenske akademi, 2015-10-08).
Polyfoni betyder flerstemmighed, og det er netop kendetegnende for Aleksijevitj, at hun indlejrer et væld af forskellige stemmer i sin skrift. Hendes bøger behandler det tyvende århundredes krige og katastrofer, som f.eks. Anden Verdenskrig, den sovjetiske krig i Afghanistan op igennem 1980’erne og katastrofen ved det ukrainske atomkraftværk Tjernobyl, som nedsmeltede i 1986. Men i stedet for så at sige at anlægge det forkromede overblik oppefra og ned, foretager Aleksijevitj forud for skrivningen af sine bøger en omfattende research, hvor hun forsøger at danne sig et billede af begivenheden nedefra og op. Dermed bliver menneskeskæbnerne til det garn, hvoraf den store begivenhed langsomt spindes og pludselig træder frem.
Som Aleksijevitj selv formulerer det, er det ikke en skriveform, der nødvendigvis står i modsætning til historikerens, men snarere udbygger den: ”Jeg gør heller ikke en historikers arbejde, for alt begynder for mig, præcis hvor det slutter for historikeren: Hvad foregik der i menneskers hoveder efter Slaget ved Stalingrad eller reaktornedsmeltningen i Tjernobyl? Jeg skriver ikke kendsgerningernes historie, men menneskesjæles historie.” (Michel Eltchaninoff: ’Jeg skriver ikke kendsgerningernes, men menneskesjælenes historie’. Information, 2015-10-17).
Det stædige fokus på det lille menneske i den store historie gør på den måde også Aleksijevitjs skrift til grundlæggende ideologikritisk. De flere små stemmers frempiblen i hendes værker står som et kraftfuldt modsvar til den ensidige, ensrettede og enstemmige udlægning af historien, som til alle tider har været totalitære ideologiers adelsmærke.
Rent litteraturhistorisk er det sigende, at Aleksijevitj fik Nobelprisen netop i litteratur, da mange ville kalde hendes bøger for en blanding af journalistik, reportage, historie og skønlitteratur. Men det er netop den særegne blanding, som gør Aleksijevitj unik, og som i lyset af pristildelingen stiller spørgsmål ved rammerne for, hvad der kan karakteriseres som faktuelt forankret litteratur, og hvad som må henregnes udelukkende til det fiktives domæne.