Anden Verdenskrig var i hidtil uset grad en krig, der ikke kun gik ud over soldaterne i de kæmpende hære, men på systematisk og grusom vis udslettede store dele af civilbefolkningen. Særligt i Sovjetunionen, eftersom nazisterne opfattede alle kommunister som legitime mål og den ’slaviske race’ i det hele taget som underlegen. De tyske styrkers brutalitet på østfronten betød, at nærmest alle overlevende efter krigen havde mistet et eller flere familiemedlemmer, og at et hav af børn havde mistet deres forældre eller selv var blevet slået ihjel.
53366430
I ”Poslednie svideteli”, 1985 (”De sidste vidner”, 2017) sammensætter Svetlana Aleksijevitj på sin særegne måde en collage af vidnesbyrd fra netop den generation, som var børn under krigen. I lighed med kvindernes historie (som Aleksijevitj behandlede i ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” fra samme år) fyldte barnets blik på Anden Verdenskrig ikke det store i den sovjetiske udlægning af Stalins glorværdige hæres sejrsmarch mod Berlin. Men barnets verden er en vigtig følelsessfære for Aleksijevitj. Her er der adgang til et mere umiddelbart, naivt blik på katastrofen, som går tabt i studiet af troppebevægelser og knibtangsmanøvrer. I børnenes fortællinger fylder savnet, tabet, forvirringen, rædslen, følelsen af at være forladt.
Det barnlige blik som litterært greb udnyttes meget kraftfuldt af Aleksijevitj på to måder. Først og fremmest forvrænger den barnlige naivitet krigsfortællingen, så den kommer til at fremstå meget anderledes og med nogle andre fikspunkter, der lader det uhyggelige træde frem i helt uventede situationer. Som når små drenge bruger frosne lig af tyske soldater som kælke på den lokale bakke.
Samtidig kommer Aleksijevitjs insisteren på at høre børnenes historier, der er fyldt med frygt og sorg, automatisk til at virke som et ideologikritisk projekt. Barnets uskyld annullerer ethvert forsøg på at retfærdiggøre dets lidelser med et højere politisk, økonomisk eller ideologisk mål.