Fra 1979 til 1989 var det sovjetiske styre engageret som besættelsesmagt i Afghanistan, der skulle tjene som støtte for de nye kommunistiske magthavere. En bred folkelig modstand og krigeriske stammer med optimerede guerillataktikker gjorde dog helvede hedt for hæren, som til sidst måtte trække sig ud igen – lige omkring det tidspunkt, hvor hele Sovjetunionen kollapsede.
I sin bog ”Tsinkovje maltjiki”, 1990 (”Zinkdrengene”, 2016) forsøger Svetlana Aleksijevitj på samme måde som i ”Krigen har ikke et kvindeligt ansigt” at trænge om bag officiel historieskrivning og nå ind til det enkelte, følende menneskes historie. Til sit bogprojekt har hun interviewet en lang række tidligere soldater og pårørende, især mødre til drenge og mænd, der vendte tilbage i en af de karakteristiske kister i zink, som bogens titel henviser til.
52723736
De små historier veksler imellem hårrejsende krigsbeskrivelser, fortællinger om det vanskelige ved at vende hjem til et forandret samfund og forældres sorg over deres tab. Som Aleksijevitjs andre bøger er ”Zinkdrengene” fyldt med smerte – et monument over lidelsen. Men det er en meget tvetydig lidelse, der nærmest er i kamp med sig selv om sin berettigelse. Modsat Anden Verdenskrig, hvor Sovjetunionen blev udsat for en skånselsløs invasion af Nazi-Tyskland, var russerne selv invasionshæren i Afghanistan med alt, hvad dertil hørte af brutalitet og overgreb mod civilbefolkningen. Derfor kæmper mange af soldaterne og mødrene da også med en ofte uudtalt, men meget følelig tvivl om krigen som sådan.
”Zinkdrengene” blander ubesværet forskellige genrer, og i en tilføjelse til bogen indføjer Aleksijevitj udskrifter fra den retssag, som blev ført mod hende af en række mødre og soldater, der var blevet interviewet, men følte sig fremstillet mindre patriotiske end de følte sig. Dermed demonstrerer hun raffineret, hvordan menneskelige grundvilkår som erindring, sorg og lidelse altid er i kamp med og under indflydelse af større fortællinger som nation og ideologi.